Fakta: Den voldsomme togulykke på Storebæltsbroen
Otte passagerer omkom i alvorlig togulykke 2. januar på Storebæltsbroen. Læs mere om ulykken her.
Otte mennesker mistede livet ved en voldsom togulykke den 2. januar på Storebæltsbroen.
Flere trailere på det godstog, der ramte et DSB-tog, var ikke låst ordentligt fast. Det fastslår Havarikommissionen torsdag.
Her følger overblik over ulykken:
- Ulykken skete den 2. januar 07.35 på lavbroen på Storebæltsforbindelsen.
- Et lyntog på vej fra Aarhus mod Københavns Lufthavn blev ramt af dele fra et modkørende godstog og foretog en hård opbremsning på broen.
- Toget havde afgang fra Aarhus klokken 05.19.
- Der var 131 passagerer og tre medarbejdere om bord.
- Otte passagerer mistede livet, mens togpersonalet var i god behold. De dræbte var fem kvinder og tre mænd. Ingen børn mistede livet.
- 16 passagerer blev kvæstet i ulykken.
- Passagertoget blev ramt af en eller flere genstande på Storebæltsbroen, da det passerede et modkørende godstog.
- Ifølge Havarikommissionen var det tilsyneladende en tom trailer fra godstoget, der blev blæst af og forårsagede ulykken.
Kilder: DSB, Fyns Politi, Havarikommissionen og Banedanmark