Brændt menneskekød forgifter læger og sygeplejersker
En hel dag på operationsstuen svarer til at ryge op mod 30 cigaretter, fortæller forskningssygeplejerske.
Det indeholder flere end 80 sundhedsskadelige stoffer og kan give både hovedpine, allergisymptomer samt øget risiko for kræft og kolsygdom.
Ved 9 ud af 10 operationer anvendes i dag el-kirurgi, hvor man skærer igennem væv ved at brænde det over. Det udleder røg - og en ganske giftig én af slagsen for de læger og sygeplejersker, der opholder sig på operationsstuerne.
Det skriver DR.
»Undersøgelser peger på, at der er samme indholdsstoffer i kirurgisk røg som i cigaretrøg. Så en hel dag på operationsstuen svarer til, at man har røget 25-30 cigaretter,« siger Susanne Friis Søndergaard, der er forskningssygeplejerske på området, til mediet.
Hun leder et forskningsprojekt på Regionshospitalet Viborg, hvor man er i gang med at teste 300 forskellige masker for at finde frem til de masker, der bedst kan beskytte de ansatte mod den giftige røg.
Ifølge Susanne Friis Søndergaard er der dobbelt så stor risiko for luftvejsinfektioner blandt personalet på operationsstuen sammenlignet med det øvrige personale, ligesom nogle af røgpartiklerne er kræftfremkaldende.
Hun fortæller samtidig, at flere ansatte generelt er »utilpasse efter en hel dag i røgen«. Det samme har man oplevet på både Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Sønderjylland, som DR har talt med.
Forskningssygeplejersken forventer at have en anbefaling af maskerne klar til sygehusene inden sommerferien.
Patienter udsættes kun kortvarigt for røgen og er derfor ikke i fare, skriver DR.