Merete Riisager: Der er ingen grund til at have ondt af mig, men jeg er bekymret
Undervisningsminister Merete Riisager er tyet til Facebook for at sætte ord på sin oplevelse af hændelsen på Ørestad Gymnasium.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har hidtil forholdt sig tavs i sagen om de mange elever, som buhede af hende under torsdagens besøg på Ørestad Gymnasium.
Men i et opslag på Facebook vælger hun nu at sætte ord på hændelsen.
»Jeg er ikke helt færdig med at reflektere over hændelsen endnu, men hermed mine overvejelser,« indleder hun.
Ministeren fortæller, at hun hidtil har afvist at udtale sig om eventuelle ubehagelige oplevelser som politiker, fordi der hidtil ikke har været nogen af betydning.
»Men i går skete der noget, der kom vældigt bag på mig,« lyde det.
Merete Riisager (LA) var sammen med sognepræst Kathrine Lilleør på besøg på Ørestad Gymnasium - det ene af i alt tre gymnasier, som de torsdag lagde vejen forbi - under temaet demokratisk dannelse.
»To af vores besøg i går gik rigtig godt, og vi havde en spændende og givende debat med både lærere og elever - hvoraf jeg positivt ved, at nogle af dem er meget politisk uenige med mig. Det gik stille og roligt, og eleverne imponerede mig ved at kunne formulere argumenter, input og kritik. På det tredje gymnasium gik det anderledes,« skriver hun.
Efter en frokost med skoleledelsen skulle gæsterne følge undervisningen i en klasse og slutte af med at mødes med elevrådet og visse lærerrepræsentanter. Men de nåede kun at følge en del af undervisningen, før besøget måtte afbrydes.
»Eleverne stimlede sammen på fællesarealet uden for klasserne og råbte og gik tæt på, og det viste sig umuligt at gennemføre mødet. Hvordan stemningen var, kan der være mange udlægninger af, men man kan selv danne sig et indtryk ved at se de videoer, der blev optaget. Jeg ved ikke, om der er et videoklip fra turen ned ad trappen, da det var den mest anstrengte del,« lyder det fra Merete Riisager, som tilføjer:
»Der er ingen grund til at have ondt af mig, og Kathrine Lilleør er en kvinde, der er svær at blæse om kuld. Men det bekymrer mig, at en sådan situation, kan opstå. Det bekymrer mig faktisk også, når jeg på de sociale medier kan læse voksne, der bifalder episoden.«