Socialdemokratiets pressechef accepterede, at DSU dækkede over formands krænkelser
Politikere på Christiansborg og chefer i Socialdemokratiets ledelse kendte den sande grund til, at DSU-formand trak sig.
Da den tidligere formand for Danmarks Socialdemokratisk Ungdom (DSU), Lasse Quvang Rasmussen, trådte tilbage i november 2017, lød forklaringen fra DSU, at formanden var overbelastet. Men den reelle årsag til, at Lasse Quvang Rasmussen forlod posten, var at han gentagende gange og trods sanktioner havde optrådt grænseoverskridende over for yngre, kvindelige medlemmer af DSU.
Den nuværende formand for DSU, Frederik Vad Nielsen, fortæller til Jyllands-Posten, at han dengang informerede Socialdemokratiets pressechef, Mads Brandstrup, om DSU’s pressestrategi i forbindelse med den tidligere formands exit.
»Da Lasse (Quvang Rasmussen, red.) trækker sig, så meddeler jeg, at den her sag vil blive håndteret af DSUs ledelse på den her måde. Det bliver accepteret,« siger Frederik Vad Nielsen.
Så Mads Brandstrup vidste, hvad I ville sige om sagen, og han vidste også, hvad den rigtige grund var?
»Prøv at hør, jeg vil ikke gå mere ind i det. Jeg har sagt, hvad jeg vil sige. Jeg har haft en dialog med ham og beskrevet, hvordan vi vil håndtere sagen med de her involverede kvinder,« siger Frederik Vad Nielsen.
I en pressemeddelelse om sagen, som DSU udsendte onsdag aften, skriver ungdomspartiet, at fem kvinder havde henvendte sig til DSU’s forretningsudvalg med deres oplevelser. DSU skriver selv i pressemeddelesen, at forretningsudvalget dengang ikke tog henvendelserne alvorligt. Udvalget havde givet Lasse Quvang Rasmussen den sanktion, at han ikke måtte drikke alkohol til partiets arrangementer - en sanktion som blev besluttet i samråd med kvinderne - men som blev brudt i sommeren og efteråret 2017.
I det udvalg, som ifølge DSU og formand Frederik Vad Nielsen ikke tog krænkelserne alvorligt, sad netop Frederik Vad Nielsen.
Når man skriver i pressemeddelelsen, at forretningsudvalget ikke tog det alvorligt nok, så mener man vel også dig, som dengang sad i forretningsudvalget. Tog du det selv alvorligt nok dengang?
»Det ved jeg ikke. Jeg bakkede op om det, kvinderne ønskede i den situation. Ja, jeg kunne godt have rakt hånden op og sagt: Det er simpelthen for svagt, det må vi skrue op for. Det gjorde jeg ikke, for jeg tænkte, at det vigtigste var at tage hensyn til kvinderne. Så svaret er, at jeg ved ikke, om jeg har gjort det godt nok,« siger Frederik Vad Nielsen.
Kan du forstå, hvis nogen synes, at det er problematisk, at den nuværende formand ikke tog sagen alvorligt nok?
»Jeg kan godt forstå, hvis der er nogle af mine medlemmer, som sidder og tænker: Hvorfor er den her sag ikke håndteret på en anden måde. Det er er en meget, meget svær sag. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne i den situation, siger Frederik Vad Nielsen.
Christiansborgpolitikere kendte til sagen
I moderpartiet var det ikke kun pressechef Mads Brandstrup, som kendte til de fem kvinders oplevelser. Det gjorde også partisekretær Jan Juul Christensen. Han er nemlig medlem af DSU’s hovedbestyrelse, som modtog henvendelsen fra kvinderne, da de ikke oplevede forretningsudvalgets sanktion som tilstrækkelig.
Jyllands-Posten ville gerne have stillet Jan Juul Christensen og Mads Brandstrup spørgsmål til håndteringen af sagen, men begge henviser til gruppesekretær Henrik Dam Kristensen.
Han ser ikke noget problem i, at DSU gav offentligheden én begrundelse for Lasse Quvang Rasmussens tilbagetrædelse, mens den reelle grund var en anden. Han hæfter sig ved, at de involverede kvinder ikke ønskede offentlighed om sagen.
»Pigerne ville have, at der skulle være en konsekvens, men at der ikke var offentlighed om sagen. De fik sådan set begge dele. Den unge mand er jo ikke formand i dag,« siger Henrik Dam Kristensen.
Men nu kender offentligheden jo alligevel til sagen. Skulle man ikke bare have givet den reelle grund med det samme?
»Jeg synes, at når man ser på DSU’s håndtering af sagen, så har den været passende.«
Synes du, det var en passende sanktion i første omgang at sige til formanden, at han ikke måtte drikke alkohol til festerne?
»Det vil jeg ikke ind i. DSU har handlet modent og voksent. Slutresultatet var, at der var en konsekvens for formanden,« siger Henrik Dam Kristensen.
Han oplyser, at også den politiske gruppe på Christiansborg fik information om sagen, da den daværende formand trådte af. Men det var ikke noget, »som var en decideret sag. Den blev ikke som sådan taget op herinde, og det var noget, man tog sig af i DSU«, fortæller Henrik Dam Kristensen, som ikke vil fortælle hvilke politikere, der kendte til sagen.
Ifølge ham havde ingen i Socialdemokratiets top indflydelse på sagens gang i DSU, heller ikke på Lasse Quvang Rasmussens tilbagetrædelse.