Fortsæt til indhold
Indland

Medie: Britta Nielsen hævede 17 mio. kr. i kontanter fra Danske Bank

Den svindelsigtede kontorfuldmægtige foretog en række usædvanlige kontanthævninger.

Den svindelsigtede Britta Nielsen hævede fra 2005 til 2017 over 17 mio. kr. i kontanter fra sin konto i Danske Bank.

Det fremgår af retsdokumenterne i sagen, som TV 2 har fået indsigt i.

De hævede beløb svarer til, at den tidligere ansatte i Socialstyrelsen hver måned hævede omkring 109.000 kr. fra sin konto.

Af retsdokumenterne fremgår det, at kontanthævningerne er »højst usædvanlige og en indikation på kriminelle aktiviteter og hvidvask«.

Britta Nielsen har ifølge TV 2 også hævet knap 1 mio. euro, svarende til omkring 7,3 mio. kr., fra sin konto i Nordea og overført dem til sin sydafrikanske konto.

Hvidvaskloven kræver, at banker underretter Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØIK), også kaldet bagmandspolitiets, hvidvasksekretariat, når der opstår mistanke om kriminalitet.

Det vides ikke, om Danske Bank har foretaget sådanne underretninger om kontanthævningerne, men bagmandspolitiet har tidligere offentligt beklaget, at man overså »én underretning« fra 2012 omhandlende Britta Nielsen.

»I forbindelse med efterforskningen af den aktuelle svindelsag kan jeg helt nøgternt konstatere, at det daværende SØK (det tidligere navn for SØIK, red.) blev advaret om nogle mistænkelige kontooverførsler tilbage i oktober 2012. Oplysningerne blev ikke efterforsket hos SØK, men alene oversendt til Skat som en sag om mulig skatteunddragelse. Efter min vurdering var det en fejl,« sagde statsadvokat Morten Jakobsen til Finans om fejlen.

Finanssektoren har flere gange luftet bekymring for, om bagmandspolitiet er i stand til at håndtere de tusinder af indberetninger, som sektoren laver hvert år.

Britta Nielsen hævede gennem årene ifølge sigtelsen millioner af kroner til sig selv fra Socialstyrelsen, indtil hun blev opdaget i oktober sidste år. Da havde hun ifølge Socialstyrelsen svindlet sig til 111 mio. kr.

Kammeradvokaten er nu ved at gennemgå sagen og skal forsøge at placere et ansvar for, hvordan Britta Nielsen kunne overføre de mange millioner til sig selv gennem flere år.

I sagen er både Britta Nielsen og hendes søn varetægtsfængslede, efter at de blev anholdt i Sydafrika og bragt til Danmark. Hendes to døtre er sigtede, men på fri fod.