Ældre kan få erstatning i Assens-sagen: »Jeg håber, at kommunen får rigtig mange regninger«
600 Assens-borgere fik kun rengøring hver femte uge stik imod reglerne. Det kan udløse en erstatning til nogle.
Assens Kommune har været på manges læber den senere tid.
Som beskrevet i Jyllands-Posten i sidste uge vedtog den fynske kommune, at hjemmeplejen kun skulle gøre rent i de ældres hjem hver femte uge mod tidligere hver tredje. Gulvvask skulle de ikke længere regne med.
Men efter protester fra de lokale, kritik fra ældreminsteren og tvivl om lovligheden i arrangementet mødtes kommunes social- og sundhedsudvalg ekstraordinært mandag.
Her valgte et enigt udvalg at indstille til byrådet, at alle de ramte ældre skal revisiteres.
»Samtidig indstiller vi til byrådet, at gulvvask og rengøring hver tredje uge skal genindføres, så det træder i kraft per 1. april,« siger Charlotte Kjær (S), der er formand for social- og sundhedsudvalget.
Der er stadig uenighed blandt udvalgets medlemmer - to socialdemokrater, et medlem af Enhedslisten og fire Venstre-politikere - om, hvordan en fremtidig øget rengøringsfrekvens skal finansieres. Udvalget er til gengæld enigt om, at spørgsmålet om serviceniveauet i kommunen skal med i de kommende budgetforhandlinger.
Allerede inden mødet stod det klart, at ikke alt er foregået, som det skulle i kommunen.
Således lød det i dagsordenen til mødet, at »afgørelser truffet i perioden fra den 19. september til 31. december 2018 på baggrund af Byrådets beslutning om serviceniveau af 19. september 2018 er ugyldige.«
600 ældre borgere fik i løbet af efteråret besked om, at rengøringsfrekvensen var sat ned, samt at gulvvasken var afskaffet. Byrådet havde i september besluttet, at det nye serviceniveau først skulle træde i kraft 1. januar, men det blev altså allerede virkelighed for de ældre inden årsskiftet.
Derfor har de 600 krav på erstatning fra Assens Kommune - hvis de vel at mærke kan fremvise en regning for privat rengøring.
Sussi Elkjærs 90-årige mor Birthe Rasmussen er en af de 600. Hun har dog ikke betalt sig fra ekstra rengøring, og derfor er der ikke nogen penge at få. Men det er der ifølge Sussi Elkjær flere andre, som har.
»De skal have deres penge tilbage, så jeg håber, at kommunen får rigtig mange regninger,« siger hun, der har startet Facebook-gruppen ”Assens Kommunes svigt af de ældre”, som har over 1.200 medlemmer.
På et møde onsdag den 27. februar skal byrådet forholde sig til finansieringen af social- og sundhedsudvalgets udkast til et nyt serviceniveau. Efterfølgende skal udkastet i høring, før det endelig kan træde i kraft den 1. april.
Skulle nogle af de 600 have brug for ekstra rengøring inden da, kan regningen i princippet blive sendt til kommunen. Det får Sussi Elkjær til at overveje privat rengøring til moren.
»Hvis kommunen betaler, så gør jeg det gerne,« lyder det.
Erik Dragsbæk har ligeledes en 90-årig mor i Assens Kommune, og han er i tvivl om, hvorvidt hun er berettiget til erstatning. Den 28. november modtog hun et brev, hvori hun blev gjort bekendt med det nye serviceniveau, men om det blev en realitet før den 1. januar, er han ikke klar over.
»Jeg bor i Aarhus, så jeg har svært ved at holde øje med det, og hvis man spørger hende, om der har været nogen forbi og gøre rent, kan hun ikke huske det,« siger han.
Formanden for kommunens social- og sundhedsudvalg tror, at borgernes offentlige kritik har været med til at øge fokus på, at »det ikke er godt nok«, hvad kommunen tilbyder sine ældre borgere.
»Jeg er taknemmelig for, at vi har så mange borgere, som har fortalt hele landet om, hvad konsekvenserne bliver. De har virkelig kæmpet,« siger Charlotte Kjær.
Det vil koste Assens Kommune 2,35 mio. kr. at genindføre rengøring med tre ugers interval samt gulvvask i både hjemmeplejen og på plejehjem.