Fortsæt til indhold
Indland

Professor om tvivlsom kosmetik: »Selv de bedste produkter kan fremkalde allergi«

Astma-Allergi Danmark har undersøgt 50 kosmetikprodukter og fundet krom, nikkel eller kobolt i over halvdelen. Men en professor vil »ikke råbe vagt i gevær«.

Atsma-Allergi Danmark har undersøgt 50 kosmetiske produkter og fundet nikkel, krom og kobolt i mere end halvdelen af dem. Men hvor stort et problem er det? Foto: Colourbox

Køb det billigste, du kan lide - for salg af hudvenlig kosmetik handler først og fremmest om markedsføring. Sådan lyder budskabet fra Klaus Andersen, professor ved Klinisk institut på Syddansk Universitet og medlem af Kosmetikrådet under Miljø- og Fødevareministeriet.

Anledningen er, at Astma-Allergi Danmark har undersøgt har undersøgt 50 kosmetiske produkter og fundet ud af, at 70 pct. af dem indeholdt »krom, nikkel, kobolt eller kombinationer af de tre metaller i mængder, der overskrider den grænse, som af eksperter anses for forsvarlig i makeup«, lyder det i en pressemeddelelse.

Hver gang man køber noget, er der risiko for en bivirkning. Selv de bedste produkter kan fremkalde allergi hos en bestemt person under bestemte omstændigheder. Derfor siger jeg: Alt med måde.
Klaus Andersen, professor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet og medlem af Kosmetikrådet

Dertil kommer, at flere af de problematiske produkter samtidig bliver markedsført som »”naturlig”, ”uden toksiske stoffer”, ”allergivenlig”, ”allergitestet” eller ”hudvenlig”«, skriver Astma-Allergi Danmark.

»Vi er forundrede over, at så mange af produkterne markedsføres som værende særligt gode for huden på trods af, at de indeholder høje koncentrationer af de tre metaller. Der er brug for større gennemsigtighed, så det bliver nemmere for forbrugerne at gennemskue, hvad produkterne indeholder,« udtaler vicedirektør Anne Holm Hansen.

»Alt med måde«

Klaus Andersen understreger, at Astma-Allergi Danmark »gør en stor indsats og et godt arbejde for at sikre, at forbrugerne er beskyttet bedst muligt«. Men når det angår metaller i kosmetik, vil han »ikke råbe vagt i gevær«.

»Kosmetik indeholder nikkel og kobolt, men hvorvidt det er et reelt problem, kan jeg ikke svare på. Det er godt, at Astma-Allergi Danmark undersøger det, men jeg har ikke eksempler på, at det er et generelt problem,« siger han og konstaterer, at det 100 pct. sikre produkt ikke findes.

Læs også

»Hver gang man køber noget, er der risiko for en bivirkning. Selv de bedste produkter kan fremkalde allergi hos en bestemt person under bestemte omstændigheder. Derfor siger jeg: Alt med måde. Og har man en allergi, så er det klart, at man skal være mere opmærksom på, hvad man udsætter sig selv for,« siger Klaus Andersen.