Islamisk Stat i søgelyset efter drab på to veninder
I et land, som huser mange hundrede danske turister hvert år, blev Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland slået ihjel, mens de var på vandretur. Sagen går verden rundt, og den kan varsle nye metoder hos terrorister, lyder vurderingen.
»Kære venner, jeg skal til Marokko i december. Nogen af jer, som er der da, eller nogen bjergvenner, der ved noget om Mount Toubkal?«
Sådan skrev den 24-årige Louisa Vesterager Jespersen på Facebook den 21. november.
Torsdag eftermiddag, en måned senere, havde opslaget fra den indtil for nylig ukendte unge kvinde affødt mere end 38.000 kommentarer. Hovedsageligt fra marokkanere, som skrev undskyld.
Den 17. december blev Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde, Maren Ueland, fundet dræbt på Mount Toubkal i Atlasbjergene lidt uden for Marrakesh. De blev ofre for et dobbeltdrab, der nu efterforskes som en terrorhandling.
Fire unge mænd er anholdt, mindst en af dem har ifølge marokkanske myndigheder forbindelser til en terrorgruppe. Ikke mindst derfor har sagen vakt international opsigt. Blandt andet derfor – og fordi der på internettet florerer en video, hvor man angiveligt ser den ene af de to kvinder blive dræbt – stillede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) op foran pressen torsdag morgen.
»To uskyldige mennesker er dræbt på bestialsk vis. Vi reagerer med forfærdelse, afsky og dyb sorg,« sagde han og konstaterede, at det, der skulle have været en glad juleferie, endte som et mareridt.
Allerede onsdag aften skrev Politiets Efterretningstjeneste (PET), at marokkanske myndigheder efterforskede et terrorspor, nærmere betegnet i retning af terrorgruppen Islamisk Stat.
På den her måde rammer man jo direkte ind i hjertet hos os allesammen.Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste
Når Danmarks statsminister og PET selv adresserer den forbindelse, må der være en bestyrket mistanke, vurderer tidligere operativ chef i netop PET Hans Jørgen Bonnichsen.
»I dag er PET jo ikke just kendt for at levere nyheder, så når man går så resolut ud med den udmelding, må de være på rimelig fast grund. PET er heller ikke interesseret i at vildlede en statsminister, derfor må der være en bestyrket mistanke,« siger han.
Viser det sig, at drabene kan relateres til Islamisk Stat, er der tale om et skift i, hvordan islamiske terrorister udfører angreb, vurderer Hans Jørgen Bonnichsen.
»Det varsler et skift i modus operandi. Fra at sprænge en bombe eller køre en lastbil ind i et julemarked, hvor det gælder om at slå flest muligt ihjel på samme tid og helst på en sådan måde, at det vil blive tv-transmitteret direkte ind i stuerne verden over. Og så til en stenørken i et bjergområde, hvor man går efter uskyldigheden selv og direkte efter to personer, som på ingen måde har provokeret nogen som helst,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Ifølge ham ville den fremgangsmåde indeholde en vis form for rationale set med en terrorists briller.
»På den her måde rammer man jo direkte ind i hjertet hos os allesammen. Det er ekstremt nemt for os at identificere os med de kvinder,« siger han.
Rejseglad og positiv
Det var svært at finde et foto på Louisa Vesterager Jespersens Facebook-profil, hvor hun ikke smiler. Ofte fotograferet i naturen, i kajak eller med et bjerg i baggrunden.
Venner og familie til Louisa Vesterager Jespersen, der blev student fra Ikast-Brande Gymnasium i 2013, beskriver hende som nysgerrig både på naturen og livet. En veninde og tidligere studiekammerat siger til Jyllands-Posten, at Louisa Vesterager Jespersen »elskede udfordringer og oplevelser og altid var positiv«.
I et interview med B.T. fortæller moderen til Louisa Vesterager Jespersen, Helle Jespersen, at hendes datter netop var taget til Marokko for at jagte oplevelser. Hun siger desuden, at familien havde frarådet datteren at tage afsted, fordi Marokko »er sådan et kaotisk sted, og man har før hørt om folk, der er blevet slået ihjel dernede«.
Louisa Vesterager Jespersen studerede friluftsliv, kultur og naturvejledning på Universitetet Sørøst-Norge – sammen med Maren Ueland. En lang række af hendes bekendtskaber fra Norge skrev sørgende beskeder på hendes Facebook-profil, inden profilen tilsyneladende blev lukket torsdag eftermiddag.
Det skete, omtrent samtidig med at det kom frem, at i alt fire mænd var anholdt i sagen. Længe lød meldingen fra marokkanske myndigheder, at én var anholdt og tre efterlyst.
Den danske terrorforsker Tore Hamming, ph.d. ved European University Institute, skrev efterfølgende på Twitter, at »de fire mænd, som nu er anholdt for drabene på en dansk og en norsk kvinde, har afgivet troskabsløfte til Islamisk Stat i en video, som netop er blevet offentliggjort«.
Teksten blev efterfulgt af et foto af fire mænd, som står side om side med et hjemmelavet IS-flag i baggrunden. Ingen har dog taget ansvaret for drabene.
PET bekræftede torsdag aften i en pressemeddelse at være bekendt med videoen, »hvori fire personer, som kan være identiske med personer, der i Marokko er anholdt i forbindelse med drabet på to skandinaviske kvinder, sværger troskab til IS og dets leder (Abu Bakr al-Baghdadi, red.) foran et IS-flag«. PET og Rigspolitiet er nu i gang med at analysere videoen og kan endnu ikke sige noget om dens ægthed.
En usædvanlig sag
Hvis drabet på Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland var et terrorangreb, er sagen aldeles usædvanlig, vurderer Magnus Ranstorp, terrorekspert og forskningschef ved Forsvarshøjskolen i Stockholm. Han påpeger, at kvinder traditionelt set har haft en beskyttet status. Selv i forbindelse med Islamisk Stats terroraktiviteter, hvor også kvinder har været taget til fange, men ofte er sluppet levende derfra.
»Det er meget usædvanligt at angribe kvinder. Særligt den måde, de blev dræbt,« siger han.
»Kvinder er normalt ikke specifikke mål. Selv blandt de værste ekstremister. Historisk er kvinder blevet dræbt i angreb, ja, men ikke singled out på denne måde,« siger Magnus Ranstorp.
PET har bekræftet, at der på internettet florerer en video, hvor man angiveligt ser den ene af de to kvinder blive dræbt. Videoen er dog ikke verificeret af efterretningstjenesten.
Officielt er der givet sparsomme detaljer om, hvordan Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland blev slået ihjel. Helle Jespersen har dog fortalt til B.T., at hendes datter fik halsen skåret op.
Både for Magnus Ranstorp og Hans Jørgen Bonnichsen er et påtrængende spørgsmål, om gerningsmændene gik målrettet efter vesterlændinge, europæere eller måske endda specifikt danskere og nordmænd.
Hans Jørgen Bonnichsen forklarer, at det for PET og marokkanske myndigheder nu bl.a. handler om at kortlægge, hvorvidt drabene var planlagt, eller om Louisa Vesterager Jespersens og Maren Ueland var tilfældige ofre og deres nationaliteter underordnede.
Det er ikke i sig selv nyt, at terrorister angriber turister. Det kan være med til at destabilisere det land, som turisterne befinder sig i, forklarer Magnus Ranstorp.
Hans Jørgen Bonnichsen understreger, at der endnu kun er tale om en mistanke om, at drabene kan være motiveret af gerningsmænds tilknytning til Islamisk Stat.
»Der er stadig den mulighed, at der er tale om en gemen og rædselsfuld handling, som de så forsøger at pakke ind i en eller anden højere sags tjeneste,« siger han.
Uanset hvad, har Udenrigsministeriet ændret sin rejsevejledning til Marokko som en konsekvens af sagen. Af ministeriets hjemmeside fremgår det nu:
»Udvis ekstra forsigtighed: Hele landet.«
»Når du rejser til Marokko, bør du til enhver tid være opmærksom på din personlige sikkerhed pga. risikoen for kriminalitet og terror,« står der videre.
Det er en skærpelse fra den tidligere rejsevejledning, hvor der eksempelvis stod:
»De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Marokko. Du bør dog være opmærksom på risikoen for kriminalitet og terror.«
Marokko og især området omkring storbyen Marrakesh er et yndet rejsemål for europæere. En lang række danske rejsebureauer reklamerer for rejser til Marokko – også til netop det område, hvor Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland blev dræbt.
Et af dem er Mountain Adventures, som arrangerer trekkingture i området. Bureauet sender årligt flere end 200 danskere til Marokko.
»Vores kunder er allerede begyndt at henvende sig for at høre, om de kan få aflyst deres rejse eller flyttet den til et andet område,« siger bureauets ejer, Daniel Kirknæs Færk.
Han fortæller, at sikkerheden aldrig før har været et tema på bureauets rejser til Marokko.
»Vi har arrangeret rejser dertil i syv år, og vi har aldrig hørt om andet end gode oplevelser. Vi har aldrig vurderet området som andet end sikkert. Overhovedet ikke,« siger han og oplyser, at hvis udenrigsministeriet skulle fraråde rejser til Marokko, vil bureauet ikke længere sælge rejser dertil.