Forsvarer i sag om norsk seriesvindler: Er retten habil?
Sagen om den norske kvinde, der er tiltalt for 22 tilfælde af groft bedrageri, har fået alt for stor bevågenhed, mener forsvarer Ulla Wulff Hansen.
»Det er spild af ressourcer at have den der.«
Stemmen var myndig, da den 61-årige norske kvinde, som er bedst kendt fra podcasten ”Kvinden med den tunge kuffert”, indtog Retten i Lyngby mandag formiddag.
»Den der« var den norske tolk, som retten havde sørget for. Men, bekendtgjorde den tiltalte:
»Jeg har ikke behov for tolkning, jeg forstår dansk udmærket godt.«
Den 61-årige er tiltalt for 22 tilfælde af groft bedrageri og to tilfælde af tyveri. Kvinden, der har brugt flere end 20 forskellige navne, har en lang række domme bag sig for lignende forbrydelser i både Norge og Sverige. Den tidligste stammer fra 1992.
Både svenske og norske medier har tidligere beskæftiget sig med hendes svindlerier, som bl.a. har indbefattet falske beskyldninger om chikane og seksuelle overgreb. Den tiltalte har derudover ved adskillige lejligheder udgivet sig for at være kræftsyg og således opnået så stor sympati fra andre, at de har givet den økonomisk trængte kvinde penge.
Ifølge det danske anklageskrift har nordmanden stjålet og bedraget for omkring 39.000 kr. I langt de fleste tilfælde skal hun være smuttet fra regningen efter at have overnattet på refugier, hoteller og bed & breakfast-steder.
I mange tilfælde skal nordmanden angiveligt have fortalt historier om pengenød pga. en bortkommen pung og på den måde have fået, hvad flere har opfattet som midlertidige lån. Vidner har fortalt, at kvinden har erklæret sig dødeligt syg af kræft, og nogle tilfælde skal hun også have løjet både sig selv og sin søn død.
Forsvarer Ulla Wulff Hansen bemærkede, at sagen har fået »relativt stor bevågenhed«, en bevågenhed, som hun ikke mente stod mål med sagens omfang. Hun henviste til podcasten om den tiltalte, ”Kvinden med den tunge kuffert” fra 2016, skabt af Third Ear og Politiken.
»Der har været udfærdiget en podcast omkring min klient, hvor en del af vidnerne bliver interviewet og i det omfang, man fra domsmandsrettens side har hørt denne podcast, så har man allerede hørt vidnernes forklaring og har måske allerede på forhånd dannet sig en mening om, hvordan sagen skal falde ud,« sagde Ulla Wulff Hansen og bad retten overveje, om det skulle føre til fratrædelse af nogen af dommerne.
Dommer Dennis H. K. Jakobsen kunne dog berolige hende:
»Retten er habil, og der er ingen af os, som havde nogen anelse om, at der var lavet en podcast om denne sag,« lød det.
Den tiltalte er af flere blevet beskrevet som både nydelig og venlig, og men også markant og myndig. I de fleste tilfælde har hun medbragt en rullekuffert, men mandag formiddag entrerede hun retten med en krykke i hver hånd og styrede direkte mod pladsen ved siden af sin advokat.
Da dommeren gjorde hende opmærksom på, at hun skulle sidde på stolen i midten af lokalet, lød det bestemt fra den sortklædte kvinde: »Nej, nej«.
»Min klient har det svært med sin hofte, og hun kommer ikke til at udtale sig alligevel,« sagde forsvareren.
Derefter begyndte anklager Nicky T. Petterson at læse de mange anklagepunkter op. Efter endt læsning kunne forsvareren oplyse, at hendes klient erkender sig skyldig i 10 af forholdene. Dog ikke efter paragraffen om bedrageri af særlig grov beskaffenhed, som hun ellers er tiltalt for.
Dermed erkender nordmanden, at hun overnattede 11 dage på Løgumkloster Refugium i januar 2016 uden at betale, og at hun gjorde det samme umiddelbart efter på Ørslev Kloster. Her gjaldt det otte overnatninger. Den tiltalte indrømmer ligeledes, at hun er smuttet fra regningen på flere andre overnatningssteder samt har fået fremmede mennesker til at låne sig penge på falsk grundlag.
Ulla Wulff Hansen mente, at det bør få betydning for strafudmålingen, at flere af forholdene stammer fra 2014, 2015 og 2016, og at den tiltalte blev anholdt i 2016, uden at man foretog sig yderligere.
Der skal føres 23 vidner i sagen, som er berammet til at vare tre dage.