Flygtninge kan fortsat få permanent ophold i Danmark trods stramninger
Efter fire år kan flygtninge få permanent opholdstilladelse, som ikke kan inddrages ved fred i hjemlandet.
Regeringen og Dansk Folkeparti har udråbt udlændingestramningerne i aftalen om finansloven til et »paradigmeskifte«, der vil betyde, at flygtninge fremover kun vil være midlertidigt i Danmark, indtil de kan vende hjem igen. Men flygtninge og deres familier kan fortsat blive permanent i Danmark.
For selv om paradigmeskiftet ifølge regeringen gør det nemmere at inddrage flygtninges midlertidige opholdstilladelser, har de fortsat de samme muligheder for at få tildelt permanent ophold allerede efter fire år.
Set i lyset af længden af de konflikter, der giver flygtninge ret til beskyttelse, vil mange fortsat ende med at opnå en permanent opholdstilladelse, vurderer Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp.
»Vi ved, at de konflikter, som flygtninge flygter fra, er langvarige, og derfor vil mange flygtninge trods den nye aftale ende med at være her permanent,« siger hun.
Der er ikke færre, der får asyl, der er ikke færre, der får permanent ophold, og der er ikke færre, der får statsborgerskab efter det såkaldte paradigmeskifteMattias Tesfaye (S), udlændingeordfører
Med paradigmeskiftet vil regeringen og DF understrege, at flygtninge og deres familier i første omgang får midlertidig beskyttelse i Danmark. F.eks. vil det fremover fremgå af de midlertidige opholdstilladelser, at de udstedes med »henblik på midlertidigt ophold«.
Derudover er det aftalt, at f.eks. deltagelse på arbejdsmarkedet, danskkundskaber og lignende skal vægte »mindst muligt«, hvis der en dag bliver fred i hjemlandet, og deres tilknytning til Danmark skal vurderes.
Men regeringen og DF ændrer med aftalen ikke betingelserne for at opnå permanent ophold i Danmark. Det betyder, at flygtninge, der bl.a. forsørger sig selv, holder sig ude af kriminalitet og lærer dansk på et vist niveau, kan få lov til at blive permanent efter fire eller otte år, afhængigt af hvor mange betingelser de opfylder.
De seneste 10 år har godt 5.600 flygtninge fået permanent ophold i Danmark. Opnår flygtninge og deres familier permanent opholdstilladelse, kan den ikke inddrages som følge af fred i hjemlandet.
Ifølge S har regeringen og DF overdrevet paradigmeskiftet.
»Der er ikke færre, der får asyl, der er ikke færre, der får permanent ophold, og der er ikke færre, der får statsborgerskab efter det såkaldte paradigmeskifte. Bundlinjen er, at de afgørende søjler i udlændingepolitikken er fuldstændig uberørte,« siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S).
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, medgiver, at der fortsat er mulighed for permanent ophold for flygtninge:
»Men det er ikke ensbetydende med, at man får det,« siger han.