Fortsæt til indhold
Indland

Flertal i Folketinget lovliggør peberspray i hjemmet

Fra 1. januar vil almindelige borgere kunne opbevare peberspray i eget hjem og anvende det om nødvendigt.

/ritzau/

Et flertal i Folketinget med regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget et lovforslag, der gør det lovligt for personer over 18 år at have peberspray i eget hjem.

Forslaget blev vedtaget tirsdag eftermiddag.

Fra næste år bliver det derfor muligt for almindelige borgere over 18 år at opbevare peberspray i deres eget hjem. Og om nødvendigt anvende den til selvforsvar, for eksempel ved røverier.

Mange organisationer som Politiforbundet, Det Kriminalpræventive Råd og Dansk Erhverv har i høringssvar ellers udtrykt bekymring for, hvordan brugen af peberspray vil komme til at virke i praksis.

Det Kriminalpræventive Råd har meddelt, at "der er gode grunde til at tro, at lovforslaget vil kunne eskalere vold".