Beregninger af støj fra nyt kampfly er igen udsat

Borgere i Sønderjylland må atter vente på centrale støjberegninger, der afgør deres fremtid i Skrydstrup.

Artiklens øverste billede
F-35 kampfly til luftshow i Tyskland i april i år. Centrale støjberegninger for det mere larmende kampfly bliver nu udsat af regeringen. Foto: Michael Sohn/AP

Hundredvis af borgere må atter en gang væbne sig med tålmodighed, når det gælder deres fremtid i området omkring Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland.

Det står klart, efter at Forsvarsministeriet fredag oplyste, at de længe ventede støjberegninger for Danmarks ny og mere larmende F-35-kampfly atter er blevet udsat.

»Forsvarsministeriet har de seneste måneder arbejdet med at finde den rigtige balance mellem flyvesikkerhed, operative behov og flystøj. Dette er komplekst, og vi må erkende, at vi ikke når i mål inden den 6. december,« skriver ministeriet nu med henvisning til det borgermøde i december, hvor regeringen havde lovet at offentliggøre beregningerne.

Ifølge eksperter og regeringen selv er beregningerne altafgørende for den kompensationsmodel, der skal bestemme, om borgerne i området f.eks. vil blive tilbudt at blive frikøbt fra deres huse, fordi det vil være umuligt at leve i flystøjen.

Forsvarsministeriet har gentagne gange lovet os ting om det her fly, som det ikke kunne holde

Michael Weltz, formand for Grundejerforeningen Bjergvang og Møllebakken

Frustrerede borgere

Af samme grund er borgerne også skuffede over endnu en gang at blive sat på pinebænken, siger Michael Weltz, formand for Grundejerforeningen Bjergvang og Møllebakken.

»Men desværre er vi ikke overraskede. Forsvarsministeriet har gentagne gange lovet os ting om det her fly, som det ikke kunne holde. Det er sket før,« siger Michael Weltz.

Senest har Jyllands-Posten bl.a. afdækket, hvordan der var problemer i USA med at få valideret regeringens støjberegninger for, hvor støjsvagt F-35-kampflyet kan flyve, fordi forudsætningerne i beregningerne var for optimistiske. Af samme grund blev regeringen nødt til at skrotte de oprindelige støjberegninger. Men den oplysning blev først meldt ud, efter at Folketingets Finansudvalg havde besluttet at købe det mere larmende kampfly.

Michael Weltz opfordrer nu regeringen til at sige tingene, som de er.

»Der bor mange pensionister her. De vil gerne nyde den sidste del af deres liv på en ordentlig måde. Og når man så ikke ved, om man overhovedet kan få solgt sit hus, eller om man er stavnsbundet, er det jo ikke så godt,« siger han.

Tilbageholdt støjrapport

Det samme siger Agnes Rosenlund, der er formand for Foreningen Flyvestations Skrydstrups Naboer:

»Der er meget usikkerhed i området. Omvendt er jeg også parat til at vente på, at Forsvarsministeriet får fremlagt rigtige beregninger, så vi kan føle os sikre på, at det bliver sådan, som de lover.«

Jyllands-Posten har også afsløret, at regeringen i over to år tilbageholdt en rapport med kritiske oplysninger over for Folketinget, der viste, at det nye F-35-kampfly kom til at støje over støjgrænserne i flere beboede områder i Sønderjylland. Det skete, til trods for at den daværende forsvarsminister Peter Christensen (V) den 23. maj 2015 oplyste, at der ikke ligesom i Norge ville være behov for støjsikring eller ekspropriation af boliger pga. det nye kampfly.

Per Bromman, der er talsperson for Gruppen for Flystøj Omkring Fighter Wing Skrydstrup, er heller ikke overrasket over forsinkelsen.

»Det er meget komplekst, men det skaber selvfølgelig en masse frustration i området. Særligt set i lyset af alt det, vi i forvejen har været igennem. Men når det er sagt, vil jeg gerne have, at regeringen nu kommer med noget håndfast, som vi kan regne med,« siger han.

Agnes Rosenlund er formand for Foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer. Hun ønsker, at regeringen nu kommer med de rigtige støjberegninger. Foto: Joachim Ladefoged.

Ifølge koncernstyringschef i Forsvarsministeriet Per Pugholm Olsen skyldes forsinkelsen, at ministeriet er nødt til at foretage »en samlet genberegning af F-35-flystøjsberegningerne,« fordi en af de anvendte flyveprofiler ikke fungerede i den såkaldte simulatortest i USA, som blev gennemført i sidste uge.

»Vi så muligheden for at kunne optimere flyveprofilerne endnu mere. Men en af dem, vi arbejdede med, viste sig ikke at fungere, som vi havde håbet på, og det har sat os en del tilbage i processen,« siger han.

Så sent som i sidste uge oplyste Forsvarsministeriet i en mail til Jyllands-Posten ellers, at ministeriet fortsat arbejdede »på at kunne præsentere flyveprofiler og støjberegninger på borgermødet den 6. december.« Men det kommer altså ikke til at ske, og det beklager Per Pugholm Olsen.

»Hvis jeg var borger, ville jeg også sige: I lovede noget, men hvad er det, I har leveret. Og det beklager jeg og undskylder jeg for,« siger han.

Ifølge flere eksperter vil det blive dyrere at støjsikre i området omkring Skrydstrup, hvis de 27 nye F-35-kampfly ikke kan flyve så støjsvagt, som regeringen har lovet. Tidligere måtte regeringen udskyde kampflyprojektet på grund af terminalstøj fra kampflyet. Det resulterede i en merregning på over en kvart milliard kroner.

Forsvarsministeriet vil først i starten af næste år oplyse en dato for, hvornår de endelige støjberegninger kan blive fremlagt.

I marts blev borgerne også lovet, at der ville komme et F-35 demonstrationsfly, så de selv kunne opleve støjen. Men det er også forsinket og bliver tidligst til næste år.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.