Julepynt, cognacglas, Hitler-Lego og flag: Nazi-annoncer på Den Blå Avis skaber forundring
Claus Dalsborg satte historiske julekugler med hagekors til salg for 10.000 kr. på Den Blå Avis. »De skal ikke hænge på mit juletræ, det er helt sikkert,« siger han. Nu reagerer DBA.
I foråret mødte den 53-årige Claus Dalsborg fra Helsingør en »tudsegammel mand« på et loppemarked i Litauen.
Et halvt år og 8.000 kr. senere stod han bag én blandt talrige annoncer for alskens nazi-artikler bragt på Den Blå Avis’ (DBA) hjemmeside.
I en gammel, møgbeskidt og ulækker kasse med hø lå nemlig 12 gamle julekugler og skinnede med hagekors, SS-logoer og den karakteristiske ørn på.
»De er så groteske og ulækre og alligevel fascinerende, at dem måtte vi bare købe,« fortæller Claus Dalsborg, der var i Litauen på en årlig tur sammen med to venner.
»Manden, der solgte dem, sagde, at han havde dem fra en moster, som havde dem et tredje sted fra. De har tilsyneladende stået på et loft i mange år, måske fordi man var flov over dem. Og de skal ikke hænge på mit juletræ, det er helt sikkert.«
Julekuglerne blev sat til salg for 10.000 kr. Og effekterne er ikke alene på markedet. Fredag morgen frembragte en søgning på ”nazi” på DBA 178 annoncer. ”Hagekors” gav 95 resultater.
Det er mærkeligt, hvilke klenodier, folk finder interesse i at sælge. Klenodier, der er med til at forherlige de mørkeste tider i verdenshistorien. Det undrer os, at DBA vil lægge platform til og formidle salg af den slags ting.Jonas Karpantschof, politisk chef i Det Jødiske Samfund
En profil i Aars solgte bl.a. en replica af en Hitler Jugend-dolk for 375 kr. I Vejle havde en anden et »super fedt nazi-flag« til salg for 800 kr.
I Herlev havde en bruger fire julekugler med hagekors og fire nazi-cognacglas til salg. Og i Haderslev solgte en profil bl.a. smykker med hagekors, tøjmærker og en »meget anderledes figur i lego format af Tysk officer i SS meget lig Adolf Hitler«.
»Anderledes« figur i Lego-format
»Super fedt nazi flag«
Halskæde med svastika
Tøjmærke - »kan stryges på«
Fire cognacglas
Hitlerjugend-dolk
Reproduktion af nazi-emblem
Det brede udvalg af nazi-artikler på Den Blå Avis skaber forundring i Det Jødiske Samfund.
»Det er mærkeligt, hvilke klenodier folk finder interesse i at sælge. Klenodier, der er med til at forherlige de mørkeste tider i verdenshistorien. Det undrer os, at DBA vil lægge platform til og formidle salg af den slags ting,« siger politisk chef Jonas Karpantschof. Han »ser meget gerne, at der bliver ryddet op i det.«
Julekuglerne forsvandt
Jyllands-Posten kontaktede torsdag DBA for en kommentar. Fredag formiddag begyndte mange af nazi-annoncerne - herunder Claus Dalsborgs julekugler - at forsvinde fra hjemmesiden.
I en skriftlig kommentar forklarer DBA nu følgende:
»Som udgangspunkt har vi tilladt salg af objekter, der er oprettet under kategorien ”samlinger”, da de har samlerværdi og interesse. Men vi har nu valgt at undtage nazi-items i erkendelse af, at de vækker særligt store følelser og kan virke anstødelige. Vi har derfor fjernet annoncerne, og det vil vi gøre fremover, når vi bliver gjort opmærksom på det.«
Den amerikanske e-handelsgigant Amazon.com måtte i sommer forholde sig til en lignende situation. I sine retningslinjer forbyder Amazon.com salg af »produkter, der promoverer, tilskynder til eller glorificerer vold, racebetinget, seksuel eller religiøs intolerance eller promoverer organisationer med sådanne holdninger«.
Der har været nazister, som holdt jul. Det kan vi ikke ændre ved. Selvom historien er grotesk, skal vi ikke benægte den. Vi skal tale om den, så den forhåbentlig ikke gentager sig.Claus Dalsborg, ejer af nazi-julekuglerne
Men i en rapport fremhævede organisationerne Partnership for Working Families og Action Center on Race & the Economy, at Amazon bl.a. bragte annoncer for naziflag og -legetøj samt smykker med hagekors. Amazon fjernede efterfølgende annoncerne.
Claus Dalsborg kan godt forstå, hvis nogle finder hans julekugler stødende - og at f.eks. Amazon og nu også DBA har luget ud i de nazi-artikler, der bliver solgt der.
»De er nødt til at reagere efter den store grå masse. Omvendt er de ting en del af historien. Der har været nazister, som holdt jul. Det kan vi ikke ændre ved. Selvom historien er grotesk, skal vi ikke benægte den. Vi skal tale om den, så den forhåbentlig ikke gentager sig,« siger Claus Dalsborg og overvejer at sende julekuglerne på museum.
»Vi får dem sikkert aldrig solgt, og det er også fint. Nogle tager på en golftur og bruger en masse penge. Vi tog på loppemarked i Litauen, fordi vi godt kan lide gammelt skrammel, øl og god mad.«