Fortsæt til indhold
Indland

Rigshospitalet lukker særlige barselsstuer for førstegangsfødende

Først valgte Rigshospitalet at lukke sit barselshotel. Nu bliver nøglen også drejet om på barselsafsnittet på Patienthotellet.

Sparehensyn får Rigshospitalet til at lukke et særligt barselsafsnit for førstegangsfødende på Patienthotellet. Den 17. december er barselsafsnittet fortid.

Det fremgår af hospitalets hjemmeside.

Barselsafnittet indebærer fem stuer, der er reseveret til førstegangsfødende, som det første døgn efter fødslen kan få ekstra hjælp af en jordemoder til bl.a. amning og familiedannelse.

Efter den 17. december må nybagte forældre efter fødsler uden komplikationer fremover blive på hospitalet i op til fire timer efter fødslen.

Dog vil førstegangsfødende dagen efter fødslen få tilbud om barselsopfølgning i hjemmet samt et besøg i Efterfødselsklinikken tre dage efter fødslen.

Som resultat af Region Hovedstadens budgetaftale for 2017 valgte Rigshospitalet i 2016 at nedlægge et særskilt barselshotel. Nedlæggelsen mødte både kritik og bekymring og var desuden medvirkende til, at fødselschef Morten Hedegaard sagde op efter 14 år som chef.