Eks-PET-chefer: Dokument fra den iranske ambassade ligner en dødsliste

Attentat-truet iraner fra Ringsted står på liste over herboende iranere, som det iranske regime ønsker udleveret. Eksperter mener, at der kan være tale om en dødsliste.

Artiklens øverste billede
En pamflet, som Jyllands-Posten har fået fra den iranske ambassade i Danmark, indeholder en liste med navne på personer, som Iran udpeger som efterlyste terrorister. Tidligere PET-chefer frygter, at det er en dødsliste. Foto: JP

Sagen om Irans attentatplaner mod en iransk eksilpolitiker i Danmark bliver nu skærpet.

Tirsdag udtalte chefen for Politiets Efterretningstjeneste, PET, Finn Borch Andersen, at lederen af den såkaldte ASMLA-modstandsgruppe i Danmark var målet for et attentat, som den iranske efterretningstjeneste ønskede at udføre mod ham i Danmark.

Nu viser det sig, at den samme leder også står på en liste over folk, som det iranske regime ønsker udleveret fra Danmark via Interpol. Manden går i dag under navnet Habib Jabor, men optræder på listen under sit eget tidligere navn.

Man kan godt frygte, at der er tale om en dødsliste.

Frank Jensen, tidligere operativ chef i PET

Jyllands-Posten har af sikkerhedsmæssige årsager valgt ikke at bringe navnet.

Listen omfatter også en anden tidligere ASMLA-leder, Ahmad Mola Nissi, der sidste år i november blev skudt og dræbt på åben gade i Haag i Holland.

De oplysninger får nu den tidligere operative chef i PET Frank Jensen til at råbe vagt i gevær.

»Når man både har den mand, som ifølge PET skulle dræbes, og den allerede dræbte ASMLA-leder fra Holland på én og samme liste, så begynder det at blive alvorligt. Man kan godt frygte, at der er tale om en dødsliste,« siger han.

Jyllands-Posten har tidligere modtaget listen fra en kilde på den iranske ambassade i København. På den optræder også tre andre herboende iranere. To af dem lever ifølge ASMLA-gruppen i dag under livvagtsbeskyttelse af PET i Danmark.

Den tidligere operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen er derfor heller ikke i tvivl.

»Med den viden, vi har i dag, må vi betragte det her som en dødsliste, og derfor er jeg helt sikker på, at PET tager sagen meget alvorligt. Det ville jeg også selv have gjort, hvis jeg var i PET,« siger han.

Skal knuses

Listen fra den iranske ambassade er en del af en pamflet, som det iranske præstestyre har udarbejdet om ASMLA-gruppen. I den betegner præstestyret folkene fra ASMLA som terrorister, hvis netværk skal »knuses«.

Netop den sætning skal man ifølge terrorforskeren Magnus Ranstorp fra Forsvarshøjskolen i Stockholm tage særdeles bogstaveligt.

»Iran har en hel historie bag sig, hvor landet enten gennem terrorgrupper som Hizbollah eller ved egen kraft har forsøgt at komme modstandere af regimet til livs. Derfor skal sådanne oplysninger tages meget alvorligt,« forklarer han.

»Iran har en hel historie bag sig med at anvende sin efterretningstjeneste i disse sager. Vi har netop haft en sag i Frankrig, hvor en hel konference skulle bombes, så disse ting er alvorlige,« siger han og hæfter sig ved, at der også optræder andre personer på listen, som ifølge det iranske præstestyre skulle bo i Holland.

Jyllands-Posten har tidligere afdækket, hvordan folk fra ASMLA-gruppen i Danmark gennem flere måneder har levet under beskyttelse af PET. Det er også kommet frem, at grunden til, at politiet i sidste måned afspærrede store del af Danmark under en gigantisk politiaktion, var truslen om et attentat fra den iranske efterretningstjeneste.

Selv har den iranske ambassade i Danmark kaldt beskyldningerne om attentatet for det pure opspind. Samtidig har en kilde fra den iranske ambassade afvist, at pamfletten med listen med de herboende iraneres navne skal forstås som en trussel om, at nogen skulle dræbes.

»Jeg kan kategorisk afvise, at Iran har nogen interesse i at gå efter individer i byer i Danmark eller andre steder i verden. Det ville i sig selv være en terrorhandling,« sagde kilden og uddybede:

»Knuse betyder, at man ødelægger det netværk, der står for at udføre deres operationer. Hvis nogen er i Danmark og taler om løsrivelse af et landområde og det ene og det andet, så kan han bare blive ved med det,« lød det.

Støtter angreb

ASMLA står for Arab Struggle Movement for the Liberation of Al-Ahwaz. Gruppen kæmper for at løsrive den sydvestlige Khuzestan-provins fra Iran og har tidligere udtrykt støtte til et angreb på den iranske Revolutionsgarde i september, der ifølge det iranske nyhedsbureau, Irna, kostede 26 mennesker livet.

Den drabstruede leder af modstandsbevægelsen ASMLA, Habib Jabor (t.v.), figurerer på Irans liste over efterlyste terrorister. Også talsmanden for ASMLA, Yaqoub Al Tostari (t.h.), optræder på listen. Foto: Stine Bidstrup

Netop de udtalelser har fået PET til sammen med Midt- og Vestsjællands Politi at undersøge, hvorvidt gruppen selv har overtrådt de danske terrorbestemmelser.

Talsmanden fra ASMLA-gruppen, der i dag går under navnet Yaqoub Al Tostari, optræder også på listen fra den iranske ambassade under sit rigtige navn. Han siger, at gruppen i nogen tid har kendt til, at der florerede sådanne lister med folk, der skulle udleveres til Iran.

»Vi har hele tiden betragtet dem som en slags dødslister. Det er også derfor, vi i dag har andre navne,« siger han og understreger, at gruppen i Danmark udelukkende beskæftiger sig med politiske spørgsmål.

På Christiansborg vækker den iranske liste opsigt. Sagen er »uhørt«, mener Martin Lidegaard, der er udenrigsordfører for Det Radikale Venstre og tidligere udenrigsminister. Selvom Iran har afvist anklagerne om attentatplaner, så er listen med til at underbygge PET’s anklage, mener han.

»PET har jo netop en mistanke om, at de tre herboende iranere er udpeget til at skulle fjernes af Iran. Pamfletten passer godt ind i det mønster – desværre,« siger Martin Lidegaard og tilføjer, at det er »helt uacceptabelt«.

Irans liste vækker også forargelse hos Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

»Det er totalt afskyeligt, hvis Iran på den måde har en dødsliste rettet mod personer, som bor i Danmark. Heldigvis har vi et godt politi, der kan beskytte disse folk,« siger han.

For ham viser det, at det iranske styre er parat til »at bryde alle normer og regler for at få stoppet sine kritikere«.

»Selv nogle, som vi ville mene var små, og som ikke burde betyde noget for Iran,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en aktuel kommentar fra den iranske ambassade, ligesom Justitsministeriet henviser til udenrigsministeren, der onsdag ikke havde mulighed for at give en kommentar til sagen.

Heller ikke PET havde mulighed for at kommentere.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen