PET om storstilet politiaktion: Iran planlagde attentat i Danmark
Manden, som politiet jagede i storstilet aktion, der lukkede Danmark ned, er anholdt og sigtet for at have hjulpet iransk efterretningstjenste i Danmark og for at forberede attentatforsøg.
Det var ikke hvem som helst, som politiet havde på sigtekornet den 28. september, da Danmark blev lukket ned.
Chefen for politiets efterretningstjeneste, Finn Borch Andersen, fortæller på et pressemøde, at Irans efterretningstjeneste har opereret i Danmark.
En norsk statsborger med iransk oprindelse blev den 21. oktober anholdt og sigtet for at have hjulpet en iransk efterretningstjeneste til at virke i Danmark og for at forberede attentatforsøg.
»Der er kort sagt tale om en sag, der handler om en iransk efterretningsvirksomhed, som efter vores opfattelse planlagde et attentat i Danmark,« lyder det fra PET-chefen.
Han kalder det en »meget usædvanlig og en meget alvorlig sag, når Irans efterretningstjeneste planlægger et drab i Danmark.«
»Det siger sig selv, at det ikke er noget, vi kan eller vil acceptere,« siger Finn Borch Andersen.
Afdækningen af sagen sket i samarbejde med efterretningstjenester i Norge og Sverige, oplyste Finn Borch Andersen.
Fredag den 28. september blev næsten hele Danmark lukket ned i en stor politiaktion, hvor politiet efterlyste tre mænd i en sort Volvo. Senere forklarede politiet, at de havde reageret på en konkret trussel mod bestemte personer. Politiet fandt senere på dagen den efterladte Volvo, som var meldt stjålet i Sverige. Det viste sig, at personerne i Volvoen ikke havde noget med attentat-sagen at gøre. De havde, som politiet forklarede på et pressemøde dagen efter, været ”de meste uheldige kriminelle”, som havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og Finn Borch Andersen forklarede også på dagens pressemøde, at der var tale om to seperate sager.
Siden blev det bekræftet af Jyllands-Postens kilder, at den konkrete trussel handlede om en gruppe eksiliranere, som er en del af den iranske modstandsbevægelse Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz, ASMLA. Før politiaktionen fik gruppen medieomtale, da en talsmand støttede et angreb mod en militærparade i Iran, hvor mindst 25 blev dræbt.
Finn Borch Andersen bekræftede på pressemødet, at sagen drejer som et attentat mod den herboende leder af ASMLA.
»Truslen mod de pågældende personer er alvorlig - og for én er den meget alvorlig,« siger PET-chefen.
PET beskytter konkret tre personer i sagen. Personerne har hjemme i Ringsted, og hvis borgere i Ringsted skulle opleve noget mistænkeligt, der kunne have forbindelse til sagen, skal de kontakte politiet, understreger Finn Borch Andersen.
Jyllands-Posten har tidligere afdækket, at iranerne har været bevogtet i månedsvis af politiet. Blandt andet havde politiet sat nummerpladescannere op ved den vej i Ringsted, hvor et af de centrale medlemmer bor, ligesom personen er blevet eskorteret af politiet, når vedkommende forlod sit hjem. Det fortalte anonyme beboere i området.
I en pamflet, som den iranske ambassade efterfølgende udleverede til Jyllands-Posten, udpegede det iranske styre tre herboende iranere som efterlyste terrorister. De fremgik med navn og billede i pamfletten – og flere havde tilknytning til modstandsbevægelsen ASMLA.
Den anholdte nægter sig skyldig i sigtelserne. Han er foreløbigt varetægtsfængslet til 8. november.