Fakta: Derfor er det forbudt at skyde ulv
Ulven nyder særlig beskyttelse i kraft af et EU-direktiv. Kun under særlige omstændigheder må en ulv skydes.
En 66-årig mand er tiltalt for at have skudt og dræbt en ulv 16. april i Vestjylland.
Det er forbudt at skyde ulv, da arten er fredet og nyder en særlig beskyttelse i EU.
Læs om reglerne her.
* Ulven er fredet som følge af EU’s habitatdirektiv.
* Heraf fremgår det, at ulven er fredet på samme måde som eksempelvis birkemus, hasselmus, flagermus og odder.
* Som følge af ulvens status er der ikke fastsat jagttid på ulv i jagtloven.
* Der findes to tilfælde, hvor ulven lovligt kan skydes: Hvis der er tale om nødværge, eller hvis der er tale om en såkaldt problemulv.
* En problemulv er en ulv, der ikke udviser normal ulveadfærd og eksempelvis ikke er sky over for mennesker.
* Det kræver dog en tilladelse fra Miljøstyrelsen, hvis man ønsker en problemulv fjernet.
* En sådan tilladelse er endnu ikke blevet givet i Danmark.
* Hvis man skyder en ulv, kan det straffes med bøder eller fængsel i op til to år.
Kilder: Jagtloven, Artsfredningsbekendtgørelsen, Miljøstyrelsen.