Fakta: Hovedstadens Letbane forventes at stå klar i 2025
Anlægsbyggeriet af Hovedstadens Letbane står til at begynde mandag. Ruten går fra Lyngby til Ishøj.
Staten, Region Hovedstaden og 11 kommuner er enige om en fælles aftale om at sætte byggeriet af Hovedstadens Letbane i gang.
Mandag i næste uge begynder anlægsarbejdet.
Her kan du læse mere om Hovedstadens Letbane:
* Ruten går fra DTU i Lyngby i nord langs Ring 3 vest om København til Ishøj i syd.
* Hovedstadens Letbane bliver 28 kilometer lang og får 29 stationer.
* Prisen er cirka 6,2 milliarder kroner.
* Letbanens forventede passagertal er 13-14 millioner om året.
* Den forventede åbning er sat til 2025.
* Åbningen er blevet rykket, efter at flere ekspropriationsdage måtte aflyses i første halvdel af 2018.
* Letbanen får afgang cirka hvert femte minut i myldretiden og hvert tiende minut aften og weekend.
* Den bygges i et samarbejde mellem Region Hovedstaden og 11 ejerkommuner: Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Rødovre, Glostrup, Vallensbæk, Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Høje Taastrup og Ishøj.
* Staten betaler 40 procent, Region Hovedstaden 26 procent og kommunerne 34 procent af anlægsudgifterne.
* De 11 kommuner og Region Hovedstaden står for alle udgifter til drift og vedligeholdelse af letbanen.
Kilder: Region Hovedstaden og Gladsaxe Kommune.