Fire biler i brand på Nørrebro i nat
Politiet undersøger, om bilbrandene kan være påsat.
For tredje nat i træk har der været brand på Nørrebro i København, hvor uromagere tilsyneladende har holdt politiet beskæftiget i de sene timer.
Natten til søndag har der været yderligere fire bilbrande, oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry.
Vagtchef Henrik Brix fortæller dog til mediet, at nattens uroligheder har været på et lavere blus end ved de foregående nætter, og at det ikke er sikkert, at samtlige bilbrande er påsat.
Brandene er blevet anmeldt mellem kl. 23.42 lørdag aften og kl. 4.37 søndag morgen. Politiet har ikke anholdt nogen i forbindelse med sagerne.
»Den første bilbrand ved Læssøesgade kan måske være en selvantændelse. Den næste brand kl. 01.02 på Rovsingade er nok påsat, hvilket også må formodes om de to sidste ved Wesselsgade 22 kl 04.24 og Sjællandsgade 17 kl. 04.37,« siger vagtchefen til mediet.
Natten til fredag blev to unge anholdt efter forsøg på brandstiftelse på Nørrebro. De blev varetægtsfængslet i 10 dage lørdag. Den nat blev der sat ild til tre biler, som blev helt ødelagt af flammer, samt flere containere i området.
Den følgende nat måtte politiet atter rykke ud til sager om unge, der forsøgte at sætte ild til biler og skraldespande.
Her tog politiet tre 17-årige drenge på fersk gerning i et forsøg på brandstiftelse. Drengene blev senere løsladt, da der ikke blev fundet tilstrækkelige beviser til at varetægtsfængsle dem.