Naturbrand har skadet flere sommerhuse i Blokhus
Politiet har bedt nysgerrige personer om at holde sig væk.
Politi og beredskab måtte lørdag rykke talstærkt ud til Blokhus ved Vesterhavet, hvor en naturbrand var kommet ud af kontrol og have fået fat i flere sommerhuse.
På Tobaksvej, Stumpen og Moreavej er et sommerhus brændt ned, mens to-tre andre huse har fået mindre brandskader, oplyser Nordjyllands Politi. Der er ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne personer.
»Ilden springer i klitterne og er ude af kontrol,« skrev politiet til formiddag. Kort før kl. 13.30 fortæller politikredsen, at man nu har fået inddæmmet branden og har styr på flammerne.
I første omgang advarede politiet dog om »livsfare i området« og bad nysgerrige om at holde sig væk. Blokhus er et populært turistområde, der ligger ca. fem kilometer fra Fårup Sommerland.
De beboere, der er blevet evakueret under branden, ventes at kunne vende tilbage til deres huse senere på eftermiddagen.
Beredsskabsstyrelsen Nordjylland har været til stede med 14 mand, autosprøjte, slangegruppe og to tankvogne.
I maj, juni og juli har der været rekordmange naturbrande. Fra maj til juli har Beredskabstyrelsen haft 2.091 udkald til naturbrande. Det er 3,5 gange så mange som gennemsnittet for den samme periode over de seneste fem år.
Naturen er knastør efter flere nedbørsfattige måneder, og således er der fortsat afbrændingsforbud i alle landets 98 kommuner.