Fortsæt til indhold
Indland

Ulovlig våbenimport gennem køb i onlinebutikken Wish.com

Brian Holmstrøm Nielsen ville have glædet sit barnebarn, men endte med at brænde nallerne på tidens nye dille i Asien - legetøjsarmbrøster, der skyder med tandstikker.

Brian Holmstrøm Nielsen skænkede det ikke en tanke, at det kunne være ulovligt, da han købte en 10 centimeter lang legetøjsarmbrøst, der kan skyde med tandstikker, hjem til sit barnebarn på onlinebutikken Wish.com.

Ikke desto mindre står han nu til at skulle betale enten 4.000 kroner i bøde eller møde op i retten i København for at forsvare sig.

Det sker, fordi politiet har sigtet ham for ”uden politiets tilladelse at have importeret en armbrøst”, og det er et klart brud på våbenloven, hvor armbrøster og slangebøsser sidestilles med håndvåben, der kræver tilladelse.

»Men 4.000 kroner for at importere noget, man tror, er et stykke legetøj, er hårdt dømt. Jeg synes næsten, det er lovsjusk, at der ikke er en bagatelgrænse for sådan noget,« siger Brian Holmstrøm Nielsen til Politiken.

Brian Holmstrøm Nielsen købte legetøjsarmbrøsten, fordi han sammen med sit barnebarn på 12 år ville genoplive en leg, han engang havde, hvor han stillede tinsoldater op, som var det en krigssituation, og så gjaldt det ellers bare om at skyde hinandens soldater ned med tandstikker.

Københavns Politi ikke har ønsket at udtale sig om den konkrete sag, men er dog allerede bekendt med sager om indførsel af våben og legetøj, der ligner det.

»De legetøj/replica-våben, der modtages fra postforsendelsen, afprøves af vores medarbejdere. På den måde kan vi vurdere, om de er farlige og virker som det, de er fremstillet som. Hvis vi er i tvivl, bliver effekterne sendt til vurdering hos Nationalt Kriminalteknisk Center ved våbensektionen, som vil foretage en ekspertvurdering,« skriver politiet til avisen.

Forbrugerrådet Tænk mener ikke, at der er noget galt med den gældende lovgivning på området, men at ansvaret derimod skal placeres hos Wish.com, der har adresse i Holland. Onlinebutikken markedsfører sig mod Danmark - ofte endda på dansk - og skal også derfor overholde reglerne, når den markedsfører våben uden at kræve en våbentilladelse, lyder det.

Selvom legetøjsarmbrøsten allerede har opnået stor popularitet i Asien, vækker det samtidig bekymring hos forældre og myndigheder, fordi den angiveligt også kan skyde med søm og nåle. Ifølge nyhedsbureauet AP har flere byer i Kina forbudt salget af det omstridte legetøjsvåben.