Fortsæt til indhold
Indland

En grundglad og nysgerrig it­pioner

Hun så lyset i internettet tidligere end de este. Nu spår Caroline Søeborg Ahlefeldt, at selvkørende biler i storbyerne bliver en realitet inden for få år.

»Det er Carolines telefon.«

Caroline Søeborg Ahlefeldt har ringet til sin egen telefon. Hun har glemt den efter et morgendyp i Københavns Nordhavn, og katastrofen er ikke mindre af, at både kørekort og kreditkort ligger i mobilcoveret. Desuden er det hendes fødselsdag lige om lidt, og en del detaljer skal endnu på plads.

»Det blev pludselig lidt kaotisk. Jeg styrtede selvfølgelig tilbage til det sted, hvor jeg var hoppet i vandet. Der sad en pige på kajen, som ikke havde set den, men hun foreslog at ringe til den fra sin telefon, og det gjorde jeg. Det var en mand, som havde taget den og passet på den, der svarede. Han hed Peter og arbejdede i PFA Pension, så dér cyklede jeg hen i badetøj og fik min telefon tilbage.«

Peter fik et stort kram, og Caroline Søeborg Ahlefeldt vil for altid have et blødt punkt for PFA Pension, fortæller hun grinende i den genfundne telefon.

Erhvervskvinden Caroline Søeborg Ahlefeldt, der har en bachelor i informations- og medievidenskab og en MBA fra CBS, har interesseret sig for teknologiens muligheder, siden hun som 23-årig grundlagde Danmarks første internetbureau MouseHouse i 1992. Kort efter var hun med til at stifte digital design-uddannelsen Space Invaders, og siden har hun haft en flittig karriere som medlem af bestyrelser hos bl.a. Lego og Coop.

I dag er hun blandt andet formand for Kunstfondens Repræsentantskab, medlem af regeringens Disruptionsråd og direktør i eget selskab, Casalbi, hvor hun driver rådgivning- og foredragsvirksomhed om strategi og udvikling af virksomheder.

Grevinde med slot

I 2006 blev hun grevinde, da hun giftede sig med greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille fra Egeskov Slot på Fyn, og sammen har de fået to børn.

For to år siden blev de skilt, og i dag er slot og voldgrav skiftet ud med tre etager og stokroser i Kartoffelrækkerne i København.

»Når min søn, Julius på otte år spørger mig, hvad jeg er optaget af for tiden, siger jeg, at jeg ikke tror på, at han nogensinde behøver få sig et kørekort. Om ti år er de fleste biler selvkørende, og ikke noget vi ejer, men en service.«

Caroline Søeborg Ahlefeldt fortæller, at biler i København optager 20 pct. af byens arealer, og at de samtidig står stille 93 pct. af tiden.

»Tænk, at der ikke er flere, der anser det som provokerende eller i det mindste som et enormt spild af ressourcer. Jeg tør godt spå om, at om 10-15 år er biler i København noget, som kan bestilles på samme måde, som vi i dag bestiller en taxa,« siger Caroline Søeborg Ahlefeldt, der beskriver sig selv som et »grundglad gemyt«, »umættelig nysgerrig på livet« og »meget lidt fordomsfuld«.

Hun er ikke bange for, hvilke konsekvenser den teknologiske revolution har på os mennesker.

»De sociale medier er kommet for at blive. Ligesom telefonen. Kommunikation går aldrig af mode, det er her, vi spejler og inspirerer hinanden. Det er 27 år siden, jeg etablerede Mousehouse, og dengang var alle bange for computerspil. Sådan er det ikke længere. Vores brug af mobiltelefoner er også blevet langt mere bevidst – tingene skal altid lige falde på plads og finde en gænge,« siger Caroline Søeborg Ahlefeldt, der stod bag TV 2’s første computerprogram ”Monitor”.

Den teknologiske balance

Hun er vokset op med sin søster Charlotte i Esbjerg og opdraget med Beethoven og Brahms af sine københavnske forældre. Faren var cellist Bertel Søeborg Ohlsen og moren hørelærerpædagog, speakerpige og Melodi Grand Prix-værtinde på DR, Anette Faaborg.

Caroline Søeborg Ahlefeldt understreger, at en kritisk sans over for omgangen med teknologien er nødvendig.

»For børn skal der for eksempel være en fornuftig balance mellem iPad og legeplads, og når skolerne formulerer mobil- og iPad-politik afspejler det en bevidsthed, som jeg synes er både interessant og vigtig, men jeg tror ikke på forbud.«

Work-life balance er også et af emnerne, når hun holder foredrag om iværksætteri, innovation og ledelse. I 2015 blev hun af DR Kultur udpeget som en af de 100 mest betydningsfulde danske kvinder i anledningen af 100-året for kvinders valgret. Selv beskriver hun sin motor som lysten til at gøre en forskel.

»Jeg kan virkelig fortabe mig i et emne, og når jeg fordyber mig, er der nærmest ikke noget, der ikke er interessant. For mig, går det hele op, når jeg kan påvirke mennesker positivt gennem mit arbejde.«

Caroline Søeborg Ahlefeldt, erhvervskvinde, København