Minister vil lade børn skifte juridisk køn
Regeringen vil skæve til Norge, hvor børn ned til seks år juridisk kan skifte køn.
Med ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) i spidsen åbner regeringen for, at børn kan få et såkaldt juridisk kønsskifte. Det betyder, at børn kan skifte køn via cpr-nummeret uden nødvendigvis at ændre deres krop. I dag skal man være 18 år for at kunne det.
»Der er en meget klar melding fra organisationerne på området om, at en del unge er kommet i klemme, og den vil vi gerne imødekomme. Så må vi drøfte nærmere, hvad det er for betingelser, der skal gøre sig gældende,« siger ministeren.
Regeringen vil bruge Norge som »inspirationsmodel«. Her er et juridisk kønsskifte med forældregodkendelse muligt, fra barnet er seks år.
Mens foreningen for støtte til transkønnede børn glæder sig, mener formand for Etisk Råd Gorm Greisen, at regeringen skal være »varsom«:
Sexologisk Klinik for transkønnethed i Region Hovedstaden oplever en stigning i antallet af henviste børn og unge. Mens der i 2011 var 16 henviste, var tallet i 2017 steget til 106. Behandlingsansvarlig overlæge Birte Smidt mener, at regeringens forslag »giver god mening for unge«:
»Men mange børn fastholder ikke deres transkønnethed over tid, og så skal de skifte tilbage. Det er bekymringsværdigt.«
En arbejdsgruppe skal undersøge, hvordan forslaget kan udformes. Det er del af en LGBTI-handlingsplan, der præsenteres onsdag.