Tildækningsforbuddet går verden rundt: »Det undergraver fuldstændig den frihed, som Danmark hævder at opretholde«
Det netop vedtagne tildækningsforbud får hårde ord med på vejen i flere internationale medier.
Folketinget har torsdag vedtaget det meget omdiskuterede tildækningsforbud, der fra den 1. august gør det strafbart at bære burka og niqab i det offentlige rum i Danmark.
Det kontroversielle forbud er nu også kommet i søgelyset hos en række internationale medier, bl.a. britiske The Guardian og amerikanske CNN, hvor det møder voldsom kritik fra flere forskellige sider.
Bl.a. langer Amnesty Internationals direktør for Europa, Gauri van Gulik, hårdt ud efter det danske tildækningsforbud, som hun kalder en forbrydelse mod både ytrings- og religionsfriheden.
Ifølge direktøren fra menneskerettighedsorganisationen skal alle kvinder være frie til at klæde sig, som de har lyst til, og bære tøj, der udtrykker deres identitet eller trosretning. Derfor vil forbuddet særligt have en negativ indvirkning på muslimske kvinder.
Hun anerkender dog, at det sommetider kan være legitimt nok at have restriktioner på ansigtsmaskering af hensyn til den offentlige sikkerhed, men selv ikke det kan retfærdiggøre det danske tildækningsforbud, som ifølge ham er helt ude af proportioner.
»Hvis hensigten med dette forbud var at beskytte kvinders rettigheder, mislykkes det på det groveste. I stedet kriminaliserer det kvinder for deres valg af tøj og undergraver dermed fuldstændig den frihed, som Danmark hævder at opretholde,« lyder dommen fra Gauri van Gulik.
Begge udenlandske medier skriver desuden, at Danmark med tildækningsforbuddet indskriver sig i rækken af andre europæiske lande, der har gjort det strafbart at bære enten burka eller niqab.
Med en lov, der trådte i kraft i 2011, var Frankrig det første europæiske land til at forbyde den slags beklædning, der skærmer ansigtet på offentlige steder. Straffen for at overtræde det er en bøde på omkring 1.400 kroner og et tvungent kursus i franske værdier.
I Danmark koster det 1.000 kroner i bøde første gang, man overtræder tildækningsforbuddet, mens det ved gentagne overtrædelser udløser en bøde på 10.000 kroner. Dog kan forbuddet tilsidesættes, hvis maskeringen vurderes at "kan tjene et anerkendelsesværdigt formål". F.eks. som værn mod kulden.