Forældre angreb pædagoger i børnehave efter fødselsdagsfest: To personer er sigtet
Nordsjællands Politi bekræfter, at betjente har været tilkaldt til børnehaven.
Det udviklede sig på dramatisk vis, da der fredag blev afholdt en fødselsdagsfest for børnene i Gilbjerg Børnehuse, Gilleleje.
En gruppe forældre gik omkring klokken 13 pludselig til angreb på pædagoger fra børnehaven, oplyser leder Ida Maria Høgild til Netavisen Gribskov.
Nordsjællands Politi bekræfter over for Jyllands-Posten, at man har modtaget en anmeldelse i sagen.
Politiet har siden sigtet to personer for vold - i begge tilfælde begået mod medarbejdere fra institutionen.
Leder Ida Maria Høgild har forklaret, at tumulten opstod, da nogle forældre blev vrede over den måde, fødselsdagen var blevet afholdt på.
Ifølge lederen havde uoverenstemmelsen rod i »kulturelle misforståelser«, uden at hun kommer det nærmere.