Annonce
Indland

Forsker: Giftig ulvedebat kan have udløst ulvedrab

Der er set flere eksempler på dræbte ulve i de øvrige nordiske lande, og nu er en ulv også skudt herhjemme.

En hunulv blev mandag fundet skuddræbt nær Ulfborg i Vestjylland. Midt- og Vestjyllands Politi sigter en 66-årig mand for at have nedlagt det fredede dyr.

Sagen om den skuddræbte ulv overrasker ikke Hans Peter Hansen, der forsker i demokrati og naturforvaltning ved Aarhus Universitet.

- Mange af dem, der arbejder med det her felt, har længe haft en formodning om, at det vil ske, at ulve bliver skudt og dræbt ulovligt, siger han.

I de øvrige nordiske lande er der ifølge forskeren adskillige eksempler på, at folk har taget loven i egen hånd.

- Ulovlig afskydning af ulve er kendt i de fleste lande, hvor man har ulve, siger han.

I lande som Norge, Sverige og Finland vurderes det ifølge Hans Peter Hansen, at mellem 10 og 30 procent af ulvene bliver skudt.

Se videoen fra DTU Veterinærinstituttet her

Siden ulven dukkede op i Danmark i 2012 efter mere end 200 års fravær, er debatten ifølge forskeren blevet stærkt polariseret.

- Det er gået på samme måde som i de øvrige nordiske lande, hvor der er etableret nogle skyttegravspositioner, som handler om, at enten skal ulven være her, eller også skal den ikke, siger han.

Når folk griber til selvtægt, kan det ifølge forskeren fra Aarhus Universitet være udtryk for en følelse af afmagt.

- Det kan være en følelse af, at man bliver overhørt, at man i lokalsamfundet skal bære nogle byrder på vegne af resten af samfundet, som man finder urimelige, siger han.

Hans Peter Hansen har selv været med til at lede et pilotprojekt med beboere fra lokalområdet, hvor formålet har været at gå i dialog med borgerne og afklare myter og realiteter om ulvens tilstedeværelse.

- Jeg synes, projektet er lykkedes. Men det er jo en dråbe i havet. Der er mange i lokalområdet, der ikke har været med.

Men er det lykkedes, når vi står med en ulv, der er blevet skuddræbt?

- At have en forestilling om, at et pilotprojekt kan forhindre, at nogle ekstreme kræfter i lokalsamfundet vil tage loven i egen hånd, det vil nok være at lægge for mange forventninger i sådan et projekt, siger han.

Den 66-årige mand, der blev anholdt på basis af vidneforklaringer, nægter at have skudt ulven. Men han er fortsat sigtet i sagen, oplyser politiet.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Medierne er for ærbødige over for EU-systemet

Ikke mindst tilhængere af EU bør betragte systemet – herunder Jean-Claude Juncker – både kritisk og årvågent.
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her