Annonce
Indland

I Grønland stiger presset for at blive løsrevet fra Danmark

Forholdet mellem Grønland og Danmark er allerede konfliktfyldt, men det kan blive endnu værre, hvis ikke Danmark anerkender Grønlands ønske om selvstændighed, advarer dansk professor.

»Giv os vores land, vores sprog og vores kultur tilbage,« lyder budskabet fra Pele Broberg, der ved det kommende valg i Grønland stiller op for partiet Partii Naleraq. Hjemme i huset i udkanten af Nuuk vajer det grønlandske flag højt. Drømmen om selvstændighed findes hos stort set alle grønlændere. Foto: Casper Dalhoff

NUUK/MANIITSOQ — Grønland har kurs mod selvstændighed. Stort set alle grønlandske partier ønsker det, ligesom et flertal af grønlænderne – hvis det ikke ødelægger velfærden. Derfor tyder alt på, at en grønlandsk nation vil være en realitet om nogle år.

Det giver imidlertid problemer i forholdet til Danmark.

Hvis vi var ligeværdige, ville man anerkende os på en helt anden måde. Men vi får ikke den opbakning og den kærlighed fra Danmark, som vi burde.
Svend Hardenberg, tidligere departementschef, Nuuk

Den danske professor Rasmus Gjedssø Bertelsen fra universitetet i Tromsø i Norge mener, at Danmark og Grønland er på kollisionskurs – og at det kan blive endnu værre.

»Der bliver sagt ubehagelige ting – især fra dansk side. Men Danmark er nødt til at forstå og anerkende de grønlandske ønsker om selvstændighed. Hvis man fastholder status quo i rigsfællesskabet, vil man få et mere og mere konfliktfyldt forhold mellem Danmark og Grønland,« advarer Gjedssø Bertelsen.

De største partier, Siumut og IA, vil ikke sætte dato på selvstændigheden, mens partiet Partii Naleraq vil have en afstemning hurtigst muligt – og gerne ser en selvstændig nation i 2021. Ledende intellektuelle grønlændere efterlyser dansk respekt for grønlændernes ønske om eget sprog og egen kultur, bl.a. Svend Hardenberg, tidligere departementschef hos Grønlands selvstyre.

»Selvstændighed kommer i vores generation. Men Danmark bliver ikke nødvendigvis det første land, vi taler med. Hvis vi var ligeværdige, ville man anerkende os på en helt anden måde. Men vi får ikke den opbakning og den kærlighed fra Danmark, som vi burde,« siger han.

Formand for Grønlands selvstyre Kim Kielsen fra Siumut ønsker selvstændighed, men vil først have udviklet økonomien, så Grønland kan undvære bloktilskuddet på ca. 4 mia. kr. om året fra Danmark:

»Selvstændighed er den flamme, der brænder i vores hjerter og styrer vores arbejde. Hvornår er op til befolkningen i Grønland.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), men grønlandsordfører Søren Espersen fra DF afviser både selvstændigheden, og at debatten skulle være ufin:

»Jeg er glødende modstander af grønlandsk selvstændighed, men det er noget vrøvl, at vi fra dansk side skulle have sagt noget grimt om Grønland. Derimod er der en masse racisme mod danskere i Grønland.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

Danmarksbilleder: Tour de stave

Jyllands-Postens fotografer er vidner til både hverdagen og livets store begivenheder. Følg med her og se et nyt danmarksbillede alle hverdage.
Annonce
Annonce
Hjælp til hvis dit barn ikke kan få venner
Det er vigtigt, at børn forstår at danne relationer til andre. Og hvis det ikke kommer af sig selv, kan de have brug for et puf i den rigtige retning. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her