Ejer sigtet i sag om døde køer på ubeboet ø
I alt 10 køer blev fundet døde på øen Dybsø.
Efter flere døde køer lørdag blev fundet på øen Dybsø, der ligger i Karrebæksminde Bugt, har politiet undersøgt sagen nærmere.
Det har resulteret i, at ejeren af de i alt 10 køer, der blev fundet på den ubeboede ø, er blevet sigtet i sagen.
Det oplyser vagtchef Bo Georg Petersen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til TV Øst lørdag eftermiddag.
»Jeg kan oplyse, at ejeren er blevet sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven. Jeg kan dog ikke gå i detaljer, før vi har rapporten fra dyrlægen,« fortæller han til mediet.
Foruden de 10 døde køer fandt man også en kalv, som dog blev aflivet, på stedet.
Det var en person fra fastlandet, som opdagede køerne og efterfølgende sejlede over til øen. Herfra blev politiet alarmeret.
Det har ifølge Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi vist sig, at køerne havde »ligget der længe«.
En undersøgelse fra en dyrlæge skal fastslå, om køernes død blev forårsaget af misrøgt eller naturlige årsager.