»Jeg frygter, at mine overlevelseschancer er forringet, fordi jeg blev for sent indkaldt til mammografi«
Mød to af de mange hundrede brystkræftramte kvinder i hovedstadsområdet, som de senere år er blevet for sent indkaldt til brystkræftundersøgelser. En ny landsretsdom slår fast, at de ikke kan få erstatning, fordi forsinkelserne ifølge Region Hovedstaden skyldes manglende ressourcer.
Da Hanne Fosmark i december 2011 fik svar på mammografiundersøgelsen af sine bryster, blev hun bekymret, men ikke alarmeret. Lægerne havde ingen kræftknuder fundet på røntgenbillederne, men hun skulle i begyndelsen af januar gennemgå et par ekstra undersøgelser og have taget en biopsi, for man havde spottet nogle små mikroforkalkninger eller kalkaflejringer…