Fortsæt til indhold
Indland

1004 unge sigtes for at dele sex-video: Sådan er konsekvensen for dem, der bliver dømt

Plet på straffeattesten og fængsel. Det kan blive straffen for at dele børneporno, som over 1000 unge fra hele landet nu bliver sigtet for.

Det har ikke kun konsekvenser for offeret, når seksuelt krænkende videoer eller billeder deles. Nu kan det også få konsekvenser for de, der deler sex-videoerne i en usædvanlig stor sag.

Flere end 1.000 unge fra hele landet bliver nemlig sigtet for distribution af seksuelt krænkende materiale.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Rigspolitiet mandag.

Video- og billedmaterialet, der er blevet delt, har seksuelt indhold med personer, der kun var 15 år under optagelserne. Det kan være en overtrædelse af straffelovens §235 – distribution af børneporno.

»Bliver man dømt af straffelovens §235 vil det stå på ens straffeattest i flere år,« fortæller Claus Birkelyng, politiinspektør og leder af det Nationale Cyber Crime Center hos Rigspolitiet. Han fortsætter:

»Derudover vil det stå på ens børneattest i mindst ti år. Det betyder, at man ikke kan få arbejde som pædagog eller lærer. Man kan faktisk heller ikke arbejde frivilligt som eks. træner. Så det får konsekvenser.«

Børneattesten indeholder oplysninger om forskellige lovovertrædelser begået mod børn. Den kan indhentes af virksomheder, myndigheder og foreninger ved eksempelvis ansættelse.

Sex-videoerne har floreret primært blandt unge i alderen 15-25 år. Uanset om den sigtede er over eller under 18 år, bliver man sigtet for distribution af børneporno.

Er den sigtede endnu ikke fyldt 18 år, vil sigtelsen ende i forældrenes e-boks.

Politiet håber, at sagen kan virke præventivt, fortæller

Claus Birkelyng.