Fakta: Læge skal udskrive cannabis - apotek skal udlevere
En ny forsøgsordning, der trådte i kraft 1. januar, betyder, at patienter kan få medicinsk cannabis på recept.
Patientforeningerne Scleroseforeningen og Gigtforeningen er ifølge DR i kontakt med frustrerede patienter, som ikke kan få recept på medicinsk cannabis trods forsøgsordning.
Læs her mere om medicinsk cannabis:
- Et flertal i Folketinget - bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og SF - vedtog i november 2016 en forsøgsordning med medicinsk cannabis.
- Det betyder, at en afgrænset patientgruppe kan få lægeordineret cannabis fra 1. januar.
- Det gælder patienter med sklerose, rygmarvsskade, kronisk smertebehandling og kvalme/opkastning efter kemoterapi.
- Med den fri ordinationsret kan en læge dog udskrive cannabis til patienter med andre sygdomme, hvis lægen fagligt vil stå inde for det.
- Forsøgsordningen skal evalueres efter fire år, og herefter skal det besluttes, om den skal gøres permanent.
- Det er lægerne, der skal udskrive den medicinske cannabis, og apotekerne, der skal udlevere den.
- Oprindelig havde Sundhedsministeriet vurderet, at patienterne selv skulle betale 2.790 kroner om måneden. En sundhedspulje i finansloven for 2018 betyder dog, at egenbetalingen bliver lavere.
Kilde: Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsministeriet