Fortsæt til indhold
Indland

Sidste år blev 4.400 sigtet: I næste uge går politiets jagt ind igen

I uge to holder politiet landsdækkende færdselskontrol på skolevejene.

Der er to gode grunde til at hæve foden fra speederen, når du kører rundt ved landets skoler i den kommende uge.

Der er nemlig både børn og politi på vejene.

I uge to - fra mandag den 8. januar - skyder poltiet gang i årets første landsdækkende færdselskontrol på skolevejene.

Kontrollen står på indtil fredag den 12. januar.

»Det skal gøre vejene mere sikre og være med til at forebygge at børn og unge kommer til skade, når de går eller cykler til og fra skole. Der køres for stærkt på mange skoleveje, hvilket skaber utryghed og farlige situationer for de mange børn, der færdes på vejene,« skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Da politiet afholdt en tilsvarende færdselskontrol i januar i fjor, blev næsten 4.400 bilister sigtet for at køre for stærkt. Foruden at holde øje med bilerne, vil politiet også have særligt øje for, om skolebørnene på to hjul overholder færdselsreglerne.

Det vil bl.a. blive bemærket, om børnene taler i håndholdt mobil, mens de cykler, om de stopper for rødt, og om de har husket cykellygterne.

»Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Vi stopper desværre alt for mange bilister, der har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn. Rigtig mange af bilisterne kører også for stærkt, og for høj fart er involveret i mange trafikulykker. Netop nu hvor det er mørkt, og sigtbarheden er dårlig i morgen og eftermiddagstimerne, er det ekstra vigtigt at være opmærksom og overholde fartgrænserne,« siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i pressemeddelelsen.

Sydjyllands Politi har allerede tyvstartet kampagnen ved Hjordkær Skole i Rødekro. Her er otte blevet blitzet af den automatiske hastighedskontrol. Den hurtigste bilist kom kørende med 62 km/t, skriver kredsen på Twitter.