Fortsæt til indhold
Indland

Er de østeuropæiske lastbilchauffører et problem, eller kan vi slet ikke undvære dem?

Det er ikke alle i vognmandsbranchen, der hilser de østeuropæiske chauffører velkomne. Hos DTL mener direktøren, der er tale om social dumping.

Det er ikke alle, der er bekymrede for, hvordan især østeuropæiske lastbilchauffører skal kunne overholde deres køre- og hviletidsregler eller kunne komme på toilettet, når der om nogle måneder bliver indført begrænsninger på, hvor længe lastbiler må holde på rastepladserne.

Hos de danske vognmænd i DTL mener direktør Erik Østergaard, at mange østeuropæiske chauffører og deres vognmænd bruger de danske rastepladser som rene campingpladser.

Der her handler om social dumping. De misbruger mulighederne, skævvrider lønningerne og volder problemer mange steder, som når de holder på en grusbelagt plads og tømmer motorolie direkte ud på jorden.
Erik Østergaard, direktør, DTL

»Mange af de østeuropæiske chauffører bor her mere eller mindre permanent – stik imod reglerne – bor og overnatter i deres biler og camperer i visse tilfælde på rastepladserne,« mener Erik Østergaard.

»Der her handler om social dumping. De misbruger mulighederne, skævvrider lønningerne og volder problemer mange steder, som når de holder på en grusbelagt plads og tømmer motorolie direkte ud på jorden.«

Erik Østergaard peger på undersøgelser lavet sammen med fagforeningen 3F, der har vist, at mange østeuropæiske chauffører bor mere eller mindre permanent i Danmark, og at deres lastbiler stort set aldrig kommer tilbage til deres hjemlande – stik imod EU-reglerne.

Han er derfor ikke enig med Dansk Industri og brancheorganisationen for de danske transport- og logistikvirksomheder, ITD, der i Jyllands-Posten i går advarede mod de nye regler, der ifølge dem blot vil flytte problemerne med overfyldte rastepladser ud på villavejene og til industrikvartererne og kan føre til endnu større mangel på lastbilchauffører til at bringe varer internt i Danmark og til eksport.

»Vi synes derfor, det er en god idé, at regeringen nu vil gøre noget ved problemet,« lyder det.

Vejdirektoratet har gennemført flere tællinger på rastepladserne, der viser særlige kapacitetsproblemer i trekantsområdet og langs det overordnede motorvejsnet.

»Samtidig tyder det på, at der er en sammenhæng mellem opholdstid og overholdelse af køre- og hviletidsreglerne,« oplyser afdelingsleder Mette Bentzen fra Vejdirektoratet, der nu skal finde en model for en tidsbegrænset parkering.