Fortsæt til indhold
Indland

Politi: Arm fundet i Køge Bugt blev holdt nede med strips og rørstykker

Politiet har dykket videre i Køge Bugt onsdag, men har ikke gjort yderligere fund.

Den arm, der tirsdag blev fundet i Køge Bugt nær den rute, som har været efterforsket i forbindelse med ubådssagen, lå frit og var holdt nede med strips og rørstykker svarende til det, der blev fundet på benene fra den afdøde svenske journalist Kim Wall.

Det oplyser Københavns Politi onsdag. Her kan politiet også fortælle, at der var tale om venstre arm.

Armen blev fundet ca. 1 km fra det sted, hvor politiet fandt Kim Walls hoved og ben den 7. oktober. Hendes torso blev fundet tilbage i august i vandet ved Amager.

Efter fundet har forsvarets dykkere og politiet foretaget yderligere dyk i vandet uden held, men forsvarets dykkere fortsætter eftersøgningen i morgen.

Ubådskaptajnen Peter Madsen er sigtet og varetægtsfængslet for drabet på den svenske journalist Kim Wall, som han stævnede ud med i ubåden ”Nautilus” den 10. august i år. Ubåden forsvandt, blev meldt savnet og fundet igen efter en større eftersøgning.

Efter selv at være blevet reddet i land den 11. august, blev Peter Madsen anholdt og sigtet for manddrab efter straffelovens §237. Under grundlovsforhøret, som fandt sted den 12. august, valgte dommeren at varetægtsfængsle ham for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Den 14. oktober blev sigtelsen om drab usømmelig omgang med lig udvidet til også at omfatte anden kønslig omgang end samleje under særlig skærpende omstændigheder.

Peter Madsen har hele vejen igennem nægtet sig skyldig i drabet, men har forklaret, at Kim Wall døde som følge af en ulykke om bord på ubåden, og at han efterfølgende parterede hende og kastede hende i vandet. Parteringen nægtede han dog før afhøringen den 14. oktober.

Retssagen mod Peter Madsen, der flere gange frivilligt har indvilliget i at forlænge sin varetægtsfængsling, er sat til at begynde i Københavns Byret den 8. marts, og der er efterfølgende afsat otte retsdage til sagen.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere kommentarer til tirsdagens fund.