»Vanvidsbilist« mistede kortet: Kørte 148 km/t på strækning, hvor man maksimalt må køre 60
Politiet stoppede i alt 102 bilister, der kørte for stærkt på Lyngbyvej i løbet af fem timer.
Det var en bilist med usædvanlig meget fart i vognen, der blev stoppet af Nordsjællands Politi mandag aften klokken 19.29 på Lyngbyvej i Gentofte.
Bilisten kørte 148 km/t i en zone, hvor man maksimalt må køre 60 km/t.
Det får politiet til at kalde personen en »vanvidsbilist« på Twitter.
I alt 102 bilister kørte for stærkt, da politiet gennemførte en fartmåling i løbet af fem timer.
10 af dem fik et klip i kørekortet, mens én fik en betinget frakendelse af kortet.
Og så var der 148 km/t-bilisten, der mistede kørekortet på stedet.
Rigspolitiet gennemfører fra mandag den 20 november og ugen ud en landsdækkende indsats, hvor der bliver gået målrettet efter bilister, der kører for stærkt.
Kontrollen er koordineret med Rådet for Sikker Trafiks »Sænk farten«-kampagne.