Her er svarene på Jyllands-Postens nytårsquiz 2023
Se også, om du er blandt de tre vindere, hvoraf én formåede at ramme plet på alle 25 spørgsmål.
På baggrund af tusindvis af besvarelser har vi fundet frem til tre vindere blandt de indsendte besvarelser af nytårsquizzen for 2023, hvor du kunne være med til at forudsige årets begivenheder.
En læser, Lisa Sommer, gættede rigtigt på alle 25 spørgsmål. De to øvrige vindere er fundet ved lodtrækning blandt deltagere med 19 rigtige svar.
De tre vindere er: Lisa Sommer, Finn Lumbye og Sonja D. Christensen. De bliver kontaktet af faktaredaktionen.
Det var især et af årets spørgsmål, som quizdeltagerne var meget enige om. 92,6 pct. forudså således, at der ikke ville blive udskrevet folketingsvalg i Danmark.
88,7 pct. svarede rigtigt på, at USA’s justitsministerium ville konkludere, at Donald Trump brød loven ved at tage fortrolige dokumenter med hjem fra Det Hvide Hus.
Til gengæld levede tennisspilleren Holger Rune ikke op til quizdeltagernes forventninger. Kun 11,4 pct. svarede det korrekte ”nej” til spørgsmålet, om han kom i mindst en semifinale i en af årets grand slam-turneringer.
Og der var kun 12,3 pct., der forudså, at den finske statsminister Sanna Marin ville stoppe efter valget i Finland den 2. april.
Her kan du se alle de korrekte svar på Jyllands-Postens nytårsquiz anno 2023 (det rigtige svar er angivet efter spørgsmålet):
1 Der indføres afgifter på en række klimabelastende fødevarer? NEJ
2 Der afholdes topmøde mellem præsident Biden og præsident Putin? NEJ
3 Danskere over 50 år tilbydes et femte boosterstik mod covid-19? NEJ
4 Listeprisen på diesel stiger til over 16 kr.? NEJ – den har på intet tidspunkt været over 14 kr.
5 Jonas Vingegaard vinder Tour de France? JA
6 Kasper Schmeichel meddeler, at han forlader målmandsposten på det danske landshold i fodbold? NEJ – han har tværtimod sagt, at han vil kæmpe for at beholde posten.
7 Mindst to af Moderaternes folketingsvalgte bliver løsgængere eller medlem af et andet parti? JA – både Jon Stephensen og Mike Fonseca er blevet løsgængere.
8 Der bliver indgået en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland? NEJ
9 Der udskrives folketingsvalg i Danmark? NEJ
10 Huspriserne beregnet på de gennemsnitlige kvadratmeterpriser vil på landsplan stige fra første til tredje kvartal? JA – fra omtrent 16.000 kr. til 16.750 kr. per kvadratmeter.
11 Sanna Marin fortsætter som finsk statsminister efter valget, der skal finde sted senest den 2. april? NEJ – hun blev afløst af Antti Petteri Orpo fra Samlingspartiet.
12 Indien overhaler officielt Kina som verdens mest befolkede land? JA – FN’s forskningsgruppe DESA oplyste, at det indtraf i april. Indien estimeredes da at have 1,4286 mia. indbyggere – 2,9 mio. flere end Kina.
13 Vladimir Putin forlader sin position som Ruslands præsident? NEJ
14 USA’s justitsministerium konkluderer på baggrund af ransagningen af Donald Trumps hjem i Florida, at landets tidligere præsident brød loven ved at tage fortrolige dokumenter med fra Det Hvide Hus? JA – i hvert fald har den særlige anklager Jack Smith, der er udpeget af Justitsministeriet, rejst tiltale for, at Donald Trump har brudt loven ved at tage regeringsejede dokumenter med sig hjem. Det er den amerikanske justitsminister, Merrick Garland, der har udpeget Jack Smith, der dog arbejder uafhængigt af det amerikanske justitsministerium. Jack Smith er blevet udpeget for at skabe et armslængdeprincip mellem den amerikanske regering og anklagemyndigheden. Det skal bemærkes, at der ikke er faldet dom i sagen.
15 Prins Joachim og prinsesse Marie bosætter sig i USA? JA
16 Der registreres stormflod i Danmark? JA – den 20.-21. oktober blev flere områder ramt, afgjorde stormflodsrådet.
17 Antallet af nyindregistrerede rene elbiler falder i de første tre kvartaler i 2023 i forhold til samme periode i 2022? NEJ
18 Det vedtages, at bestanden af skarver visse steder i landet skal reduceres, da fuglen udgør en trussel for fiskebestanden? NEJ – skarven er fortsat fredet inden for de regler om regulering, den hidtil har været omfattet af.
19 Den europæiske centralbank hæver renten til mindst 3 pct.? JA
20 Sommeren i Danmark bliver varmere end gennemsnittet ifølge DMI? NEJ – sommeren 2023 endte med en middeltemperatur på 16,1°C på landsplan, hvilket er præcis lig med klimanormalen på 16,1°C beregnet for perioden 1991-2020 og 0,1°C under 10-års-gennemsnittet på 16,2°C beregnet for perioden 2011-2020, oplyser DMI.
21 Den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse ophæves? NEJ
22 SAS opkøbes af eller fusionerer med et andet selskab? JA – nye i SAS-ejerkredsen er det amerikanske investeringsselskab Castlelake, Air France-KLM og Lind Invest, der tilsammen ejer 60,5 pct. af selskabet.
23 Nordkorea gennemfører en atombombesprængning? NEJ
24 Tennisspilleren Holger Rune når mindst en semifinale i en af årets grand slam-turneringer? NEJ – han nåede kvartfinalen i både French Open og Wimbledon.
25 En danskproduceret film bliver den mest sete i de danske biografer? NEJ – det blev den amerikanske ”Barbie”, der lokkede flere end 500.000 i biografen. Den slog dermed Hella Joofs ”Meter i sekundet”, der er blevet set af ca. 350.000.
Nedenfor kan du deltage i 2024-udgaven af Jyllands-Postens nytårsquiz: