Fortsæt til indhold
Hjernesport

92-årig vinder milliongevinst

Danmarks ældste deltager i tv-programmet "Hvem vil være millionær?" kunne i aftes sammen med sit barnebarn forlade den varme stol med en check på en million kroner.

Af RASMUS BLICHER

I går kunne vi konstatere, at spilleheldet bor på Amager. Her er der to personer, der hver har vundet over 30 mio. kroner i Lotto i år. I aftes kunne vi så se, at heldet har bevæget sig til Fyn, men fynboerne er ikke alene heldige - de er også ualmindeligt velorienterede.

Det beviste den 92-årige Lis Gudbrand, der sammen med sit barnebarn Søren Gudbrand vandt hovedpræmien på en mio. kr. i quizprogrammet "Hvem vil være millionær?" mandag aften på TV 2.

Ældste deltager

De to generationer af familien Gudbrand bor begge i Odense og deltog i en specialudgave af det populære quizprogram, hvor børnebørn og bedsteforældre deltager sammen.

Lis Gudbrand er Søren Gudbrands mormor, og med sine 92 år er hun den ældste deltager, der har været med i programmet i Danmark. Søren Gudbrand er et af hendes otte børnebørn, og de kunne sammen opleves i tv-programmet allerede i sidste uge, hvor de på grund af tidsmangel blev afbrudt. Derfor blev programmet først afsluttet i aftes, da de to deltagere vandt hovedpræmien, og det skabte stor jubel blandt publikum i studiet. Det er kun fjerde gang i quizzens danske historie, at den store gevinst bliver udbetalt.

rasmus.blicher@jp.dk