Fortsæt til indhold
Erhverv

Stille villaveje giver lynsalg

Her er de ti villaveje i Danmark, hvor boligerne bliver solgt hurtigst.

Vi hører om det gang på gang: Ejerlejlighederne midt i de store byer har korte liggetider og høje slagspriser. Men boliger, der ligger langt fra storbyens larmende puls, er også begyndt at sælge godt.

Stille, lukkede villaveje med gode stisystemer er nemlig et hit, når villaer og rækkehuse skal sælges. På listen over de veje, hvor husene har den korteste liggetid, er langt størstedelen af vejene placeret i børnevenlige kvarterer med fred og ro. Det viser en ny opgørelse, som boligsiden.dk har lavet.

Esbjerg har den mest attraktive villavej

Den villavej i Danmark, hvor husene hurtigst bliver solgt, er den rolige Kystparken i Esbjerg. I år har husene på vejen kun været til salg i 65 dage i gennemsnit, før de bliver solgt.

”I gennemsnit ligger villaer og rækkehuse til salg i 224 dage, før de bliver solgt. Så gennemsnittet på 65 dage i Kystparken er virkelig flot,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Den anden mest populære villavej i Danmark er Kløvervang i Hørsholm, hvor husene ligger i 93 dage. Kløvervang har også listens dyreste boliger med en kvadratmeterpris på næsten 33.000 kr.

Rimelige priser og børnevenlighed trækker

Ligeledes går det hurtigt med at sælge boliger på Belsager i Greve, hvor liggetiden er 95 dage.

”Vi har set flere gange, at de stille villakvarterer med stisystemer er de hurtigst sælgende. Det er kvarterer med klassiske parceller fra 60’erne og 70’erne, som både er rimelige i pris, og som altså ofte har den børnevenlige beliggenhed på lukkede veje eller kvarterer.” siger Birgit Daetz.

Boligsiden.dk har lavet opgørelsen ved at se på liggetiderne for huse på de veje i Danmark, hvor der er solgt mindst fem boliger i år.

Tendensen fortsætter

På listens fjerdeplads findes dog en afstikker - nemlig Gl. Århusvej i Viborg. Her ligger husene i gennemsnittet i 101 dage, før de bliver solgt. Gl. Århusvej er ikke en del af et hyggeligt og stille villakvarter men derimod en lang vej, der kører mod Viborgs hovedvej Århusvej.

På femtepladsen kommer Bygvænget i Kokkedal, som er efterfulgt af Lillevang i Billund og Kvottrupvej i Hinnerup.

Birgit Daetz mener, at tendensen med, at det er boligerne i de stille villakvarterer, der bliver solgt hurtigt, vil fortsætte resten af år.