Fortsæt til indhold
Erhverv

Analyse: Digital udvikling styrker forbrugere

Sociale medier er forbrugernes vigtigste våben i kamp for bedre og billigere produkter.

Den digitale udvikling har forbundet forbrugere over hele verden og gjort dem langt stærkere.

Det slår det store konsulenthus Deloitte fast i sin årlige forbrugeranalyse "Global powers of consumer products 2014".

Med de sociale medier har forbrugerne fået adgang til et publikum over hele verden, og muligheden for at dele oplevelser af forskellige produkter har aldrig været bedre.

En dårlig oplevelse

Og en dårlig oplevelse eller anmeldelse kan blive dyr for virksomhederne, fordi den kan vandre fra forbruger til forbruger via Facebook, Twitter eller andre medier, hvor brugerne styrer indholdet.

"På et splitsekund kan man risikere dårlig omtale på de sociale medier, hvis man ikke opfører sig ordentlig. Derfor skal man hele tiden have fingeren på pulsen og pleje sit brand," siger partner i Deloitte Peter Mølkjær.

Ifølge Deloitte-rapporten har 40 pct. af verdens befolkning i dag online adgang. Det er en vækst på 10 procentpoint over blot to år. I stort set alle lande i USA og Vesteuropa har mere end 80 pct. af befolkningen adgang til internettet.

Satser online

Og det har ifølge Deloitte også smittet af på virksomhederne, der producerer og sælger forbrugerprodukter.

"Flere og flere virksomheder satser online. På sociale shopping-fællesskaber, for at spotte trends, de lancerer produkter på sociale medier for at nå bredere og hurtigere ud til forbrugerne end traditionelle metoder, og de får feedback umiddelbart efter," skriver Deloitte blandt andet.

Der er mange fordele ved den digitale udvikling. Særligt når det kommer til marketing.

Glem ikke butikkerne

Men man må ikke glemme de fysiske butikker, advarer Peter Mølkjær.

"Fra vores undersøgelser inden for modebranchen kan vi se, at 8 af 10 køb begynder på nettet, men at 6 af 10 køb ender i en butik. Det giver den udfordring, at man skal kunne håndtere flere salgskanaler. Man skal måde have fysiske butikker og være synlig på nettet," siger Peter Mølkjær.

Den elektroniske udvikling har samtidig gjort det muligt for mange selskaber at være til stede på markeder, hvor man ellers ville opgive på forhånd. Det sker blot virtuelt i stedet for i fysiske butikker.

"Brands, der sælger online, vil i langt højere grad benytte internationale forsendelser til at nå forbrugerne på markeder, hvor de ikke er lokalt til stede," fremgår det af rapporten.

Det fremgår dog også, at tendensen med tilbageholdende forbrugere ikke kun gør sig gældende i Danmark.

De har efter den økonomiske nedtur lært at kigge efter tilbud, billigere produkter, at lægge budgetter, planlægge shoppingture og i højere grad at købe i discountbutikker og outlets, skriver Deloitte.

Tilbageholdende forbrugere

Kort sagt: forbruget foregår i højere grad under kontrollerede forhold.

"Man har ikke den optimisme, at man bare går ud og bruger en masse penge, så derfor kigger man på billigere produkter, som man kan bruge i stedet for at købe dyre mærkevarer. Med mindre brandet forstår at skabe en kundeoplevelse, der er supergod. Det vil forbruger stadig betale for," siger Peter Mølkjær.

Han uddyber:

"Apple har eksempelvis været rigtig dygtig de seneste 5 år med en omsætningsvækst på mere end 40 pct. Det samme har i dansk regi Lego. Det er virksomheder, der er topbrandede. De bruger mange penge på brandet, og gør det let at handle både virtuelt og fysisk. De går ikke ind i den der tendens, hvor der kæmpes på prisen, fordi de er i stand til at differentiere sig og være innovativ sammenlignet med konkurrenterne," siger han

Elektronikproducenter topper

Som en del af den årlige rapport har Deloitte opgjort de 250 største virksomheder, når det kommer til forbrugerrettede produkter.

Ikke overraskende er elektronikgiganten Samsung fortsat verdens største, når man måler på omsætning. Det sydkoreanske selskab topper listen foran californiske Apple, og i det hele taget er det elektronikselskaberne, der sidder tungt på top 10, hvor der også er blevet plads til Sony, Panasonic og LG Electronics.

"Det er vel ikke så overraskende. Elektronik spiller en stadig større rolle i vores hverdag. Vi får flere og flere apparater og gadgets, og der er skiftes hyppigt ud blandt dem. Til sammenligning er der jo en øvre grænse for, hvor meget mad vi kan spise. Det hæmmer fødevarebranchen særligt på de traditionelle markeder, men på grund af den voksende middelklasse åbner der sig gode muligheder for den branche på emerging markets," siger Peter Mølkjær.

Fem danske virksomheder er repræsenteret på listen.

Øl- og sodavandsproducenten Carlsberg er bedste danske virksomhed. Den er placeret på en 72.-plads, mens også Danish Crown (nr. 87), Arla (nr. 79), Lego (nr. 190) og Bestseller (nr. 222) er blandt verdens 250 største producenter af forbrugsgoder.

De første producenter af forbrugerprodukter i verden (tal fra 2012)

PladsNavnLandKategoriOms. (mia. dollars)Oms.vækstIndtjeningsmargin
1SamsungSydkoreaElektronik178,98221,9 pct.11,9 pct.
2AppleUSAElektronik156,50844,6 pct.26,7 pct.
3NestléSchweizFødevarer98,37210,2 pct.12,0 pct.
4PanasonicJapanElektronik88,367-6,9 pct.-10,6 pct.
5Proctor & GambleUSASundhed84,1670,6 pct.13,5 pct.