Fortsæt til indhold
Erhverv

Defekte tændingslåse bag 13 dødsfald

Nu skal 1,3 mio. General Motors-modeller have kontrolleret tændingssystemet.

Den amerikanske bilproducent General Motors udvider nu tilbagekaldelserne af biler, der kan have et defekt tændingssystem.

GM har tidligere meddelt, at 800.000 biler skulle have kontrolleret og måske udskiftet tændingslåsen, fordi nøglen under kørsel kunne dreje, så motor og airbag kunne slå fra.

GM mente dengang, at et tungt nøglebundt kunne være årsagen til, at nøglen kunne drejes. Men i så fald har tændingslåsene ikke levet op til standarderne.

Airbags ikke udløst

Men nu skal yderligere godt en halv mio. biler kaldes til kontrol. Ifølge General Motors omfatter tilbagekaldelserne nu sammenlagt 1.367.146 biler. Det drejer sig om biler af årgangene 2003-2007.

Tilbagekaldelserne omfatter modeller som Chevrolet Cobalt, Pontiaa G5, Pontiac Pursuit solgt i Canada samt Saturn Ion, Saturn Sky, Chevrolet HHr og Pontiac Solstice.

De nye tilbagekaldelser kommer efter nye dødsulykker. I første omgang var 6 dødsulykker sat i forbindelse med de defekte tændingslåse. Men nu er der meldinger om 31 frontalkolliosioner, hvor airbags ikke er blevet udløst. Ulykkerne har kostet 13 mennesker livet.

Ulykkerne har skabt voksende bekymring hos de amerikanske GM-bilejere, og GM har i samarbejde med sine underleverandører øget produktionen af reservedele for hurtigere at kunne gennemføre de nødvendige udskiftninger af tændingslåsene.

Sikkerhed har først prioritet

"Kundernes sikkerhed er vores første prioritet. Vi er dybt berørte af ulykkerne, og vi arbejder hårdt på at klarlagt problemet hurtigst muligt," hedder det fra Alan Batey, der er bestyrelsesformand for GM North America.

General Motors afleverede mandag en rapport til den amerikanske vejmyndighed National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA). Rapporten fortæller, hvordan GM har håndteret sagen, siden de første meldinger om defekte tændingslåse kom frem.

"Vores gennemgang af sagens kronologi viser desværre, at sagerne ikke er blevet håndteret så effektivt, som de burde. I dag er GM indstillet på at gøre arbejde anderledes og bedre. Det vi har lært, vil vi bruge til at gøre det bedre fremover," tilføjer Alan Batey.