Fortsæt til indhold
Erhverv

Populære madvarer er sukkerbomber

En række "sunde" produkter er proppet med sukker, viser ny undersøgelse.

Når danskerne skal vælge et sundere alternativ til slik og cola, falder valget ofte på en müslibar, en pose tørret frugt eller økologiske fuldkornskiks.

En ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen afslører imidlertid, at de populære alternativer til søde sager langt fra er så sunde, som de fleste går og tror.

Mængden af sukker i f.eks. tørrede tranebær er ligefrem "chokerende," mener Charlotte Juhl Groule, der er tandlæge i den kommunale tandpleje på Frederiksberg.

14 sukkerknalder

"Jeg er meget overrasket over resultaterne. Som tandlæge ved jeg jo godt, at slik, sodavand og saft indeholder rigtig meget sukker, som kan skade tænderne. Men det er chokerende, at der er 14 sukkerknalder i en pose tørrede tranebær," siger Charlotte Juhl Groule.

Tandlægeforeningen har undersøgt en række populære produkter, som mange danskere spiser som mellemmåltid. Undersøgelsen viser bl.a., at der er 13,5 sukkerknalder i en pose økologiske speltkiks, mens en Yoggi drikkeyoghurt med hindbær og blåbær indeholder 13 sukkerknalder.

Tallene dækker kun mængden af tilsat sukker - og ikke naturligt sukker fra f.eks. frugt og mel - så det reelle sukkerindhold er i mange tilfælde endnu højere, påpeger Tandlægeforeningen.

Man bliver lullet i søvn

Tidligere undersøgelser viser, at 6 ud af 10 børn får for meget sukker, og børnenes mellemmåltider er ofte alt for søde, mener Tandlægeforeningen.

Derfor er der grund til bekymring, når produkter, forbrugerne tror er sunde, viser sig at være sukkerbomber.

"De produkter, vi har undersøgt, er produkter, som mange oplyste forældre vælger til deres børn, fordi produkterne opfattes som gode og sunde alternativer. Forældrene er bare ikke opmærksomme på, at produkterne ofte indeholder meget sukker," siger Freddie Sloth-Lisbjerg, formand for Tandlægeforeningen, til Jyllands-Posten.

"Jeg tror generelt, danskerne har den opfattelse, at hvis en vare er økologisk eller lavet på fuldkorn, er den som udgangspunkt sund. Man kigger ofte ikke på varedeklarationen, og på den måde bliver man lullet i søvn, fordi man tror, man gør noget godt for sig selv og sine børn," tilføjer han.

Tomme kalorier

Som forbruger kan det være svært at gennemskue, hvor meget tilsat sukker der er i produkterne. Der er nemlig ikke noget lovkrav om, at tilsat sukker skal angives på pakken.

Tilsat sukker er "tomme kalorier," mener Freddie Sloth-Lisbjerg, fordi det ikke indeholder nogen form for næringsværdi. Selvom produkterne er rige på tilsat sukker, betyder det dog ikke, at man konsekvent skal undgå at købe dem.

"Produkterne har også nogle sunde sider, men derfor er det alligevel vigtigt, at folk ved, hvad de putter i munden," siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Færre sukkerrige snacks

For meget sukker øger risikoen for overvægt, fejlernæring og huller i tænderne. Det skyldes, at bakterierne på tænderne lever af sukker, som de omdanner til syre, der kan lave huller i tænderne.

Men det er ikke kun mængden af sukker, der har betydning. Jo oftere man spiser sukker, desto større er risikoen for huller i tænderne, fordi bakterierne bliver bedre til at lave huller i tænderne.

"De sukkerholdige ting, som mange børn og unge spiser mellem hovedmåltiderne, giver størst risiko for huller i tænderne – specielt produkter som tørret frugt og müslibarer, der klistrer fast til tænderne," siger tandlæge Charlotte Juhl Groule.

Hun anbefaler, at børn og unge begrænser indtaget af mellemmåltider, der indeholder sukker, og i stedet spiser en gulerod eller et stykke frugt.