Rekordbilligt at omlægge flekslån
Det har aldrig været billigere for boligejere med flekslån at købe sikkerhed, men en omlægning har sin pris.
Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed!
Det er nu, boligejerne skal købe sikkerhed, lyder det fra samtlige realkreditinstitutter i Danmark i øjeblikket - "vi kan ikke sige det tit nok," som økonom i Realkredit Danmark, Sonia Khan udtrykker det til epn.dk.
Måden at købe sikkerhed på er at sikre sig et af de rekordbillige fast forrentede lån. For vælger man det nye superlån, det 30-årige 3 pct. lån, er man altså sikker på kun at skulle betale 3 pct. i rente de næste 30 år. Den sikkerhed har man ikke som flekslåner.
Højere rente
"Godt nok er fleksrenten meget lav. Men man skal huske på, at den gennemsnitlige rente på F3-lånet har været 3,82 pct. og på F5-lånet 4,1 pct., mens de har været på markedet. Renten vil altså stige igen," siger Sonia Khan.
Det er altså historisk billigt at købe sikkerhed.Sonia Kahn, økonom, Realkredit Danmark
Der er ikke noget problem i at omlægge et flekslån midt i forløbet. Et flekslån skal dog altid indfries til dagskurs. Vælger man et obligationslån, kan man altid indfri til kurs 100. Det kan man ikke med et flekslån, der er baseret på inkonvertible obligationer.
Du bør kun tage 3 pct lån, hvis ...
Restgælden stiger
Derfor vil restgælden stige, hvis man omlægger et flekslån til et 3 pct. lån.
Realkredit Danmark har for epn.dk regnet på, hvor meget det vil koste at omlægge henholdsvis et F1- et F3- og et F5-lån.
Udgangspunktet er et lån til 1 mio. kr.
- Har man et F1-lån med afdrag, betaler man en månedlig ydelse på 4.080 kr. før skat. Omlægger man til et 3 pct. lån, stiger ydelsen med 960 kr. til 5.040 kr. Restgælden stiger til 1.028.000 kr.
- For et F3-lån ser regnestykket sådan ud: Ydelsen er nu 4.425. Den stiger med 770 kr. til 5.195 kr. Restgælden får et tryk opad til 1.060.000 kr.
- For et F5-lån: Ydelsen er nu 4.640 kr. Den stiger med 570 kr. til 5.210 kr. Restgælden stiger til 1.063.000 kr.
Restgæld vil falde
Den højere restgæld bør ikke bekymre, mener Sonia Khan.
"Går man fra et F5-lån til et 3 pct. lån, stiger ydelsen kun 570 kr. Restgælden bliver højere, men renten skal kun stige 1 pct. point, før det er neutraliseret. I tilfælde af en rentestigning på 2 pct. point, vil man kunne reducere sin restgæld med hele 15 pct. Det er altså historisk billigt at købe sikkerhed," fastslår hun.
Ifølge cheføkonom i Nykredit, Sune Worm Mortensen står realkreditinstitutterne over for noget, der ligner en historisk rådgivningsopgave.
"Jeg er ikke sikker på, at alle er klar til at skulle betale mere. Man kan få et F1-lån til en rente på blot 0,44 pct. og et F5-lån til 1,07 pct. Det er helt vildt, og det bliver lidt af en udfordring for folk frivilligt at træffe en beslutning om at betale henholdsvist fem og tre gange så meget, som de egentlig behøver," siger Sune Worm Mortensen til epn.dk.