20-årig iværksætter overbeviser skeptiske forældre
Sebastian Krausings tvivlende forældre er blevet overbevist af den 20-åriges kunnen.
Det er typisk nemmere at kaste sig ud i satsede projekter, hvis man har opbakningen på plads hjemmefra, men den 20-årige Sebastian Krausing måtte i stedet bevise sit værd for at overbevise forældrene om, at det sikre valg ikke altid er vejen frem.
Således karakteriserer han det som det sværeste overhovedet ved iværksættertilværelsen at tage springet, siden han for 2½ år siden gik i gang med det nu frasolgte Pilegaard Smykker og siden Linkconnection.dk, som er et onlinemarketingfirma specialiseret i søgemaskiner.
De voksne skulle overvindes
Det var ikke svært at overbevise ham selv, men mere forældrene.
»Den største udfordring har været at komme i gang og at tage springet. Mine forældre var lidt imod, fordi jeg i forvejen havde et sikkert fritidsjob hos en bager. Det har været det sværeste, men nok også det bedste. Nu siger de, at de er stolte, men de vil stadig gerne have, at jeg træffer de sikre valg,« fortæller han.
Sikre forældre
I dag lever han uden problemer af indtægterne fra sin lille virksomhed, men han er ikke klar til det helt store iværksættereventyr endnu.
»Jeg er lige blevet færdig med hhx og har et sabbatår, hvor jeg arbejder fuldtid med firmaet. Jeg regner med en videregående uddannelse som f.eks. biløkonom, fordi biler er min helt store passion, så med mindre der sker et eller andet vildt, gør jeg det. Begge mine forældre er offentligt ansatte og ser gerne, at jeg vægter sikkerhed,« fortæller han.
LÆS OGSÅ: Brugte golfbolde gør 18-årig til næsten-millionær