Fortsæt til indhold
Erhverv

Bonus-møller i Øresund

Det bliver vindmøllefabrikanten Bonus A/S ved Brande, der skal bygge de 20 kæmpemøller på Middelgrunden i Øresund ud for København.

Det blev afsløret, da kontrakter for cirka 330 millioner kroner tirsdag blev underskrevet på Københavns Rådhus. Dermed er startskuddet givet til opførelsen af Danmarks største vindmøllepark, der skal dække tre procent af københavnernes elforbrug.

Tilslutningen til elnettet i land leveres af NKT, mens fundamenterne bygges af Monberg & Thorsen.

10 af møllerne opføres af Københavns Energi (tidl. Belysningsvæsenet), mens de andre 10 skal drives af det private Middelgrundens Vindmøllelaug.

Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) sagde ved underskrivelsen, at projektet vil gavne billedet af København som Europas miljøhovedstad. Han forventer, at møllerne begynder at producere strøm i løbet af efteråret 2000. Mølleparken bliver en af de billigste i Danmark, set i forhold til den mængde energi, den leverer.

De 20 havvindmøller opstilles med 180 meters mellemrum i en blød bue på Middelgrunden. Navhøjden på hver mølle bliver 64 meter, og det vil sige, at afstanden fra havoverfladen til øverste vingespids bliver 102 meter.

Bo Asmus Kjeldgaard lagde ikke skjul på, at projektet har været gennem et langvarigt og besværligt forhandlingsforløb, ikke mindst fordi det har trukket gevaldigt ud med Energistyrelsens endelige godkendelse.

Miljøborgmesteren, der er politisk chef for Københavns Energi, ser frem til samarbejdet mellem det offentlige og de græsrødder, der har banet vejen for mølleparken.

- Når folk er så meget med i det, der sker, er de også meget kritiske. Det gør, at vi i Københavns Energi er tvunget til at forholde os til folks holdninger, og det er godt og lærerigt, sagde miljøborgmesteren, der betragter mølleparken som et stykke realpolitik, som kan være med til skabe debat om liberaliseringen af elmarkedet.

For Bonus A/S, der har 360 ansatte, er det fantastisk at have fået ordren, fastslog fabrikkens adm. direktør, Palle Nørgaard.

- For det første er der tale om det største danske mølleprojekt til dato. For det andet er parken det største offshore-projekt i verden - og for det tredje er der så beliggenheden, lige ud for København, sagde han.

Møllerne får en kapacitet på hver to megawatt (MW), og de er så store, at Bonus hidtil kun har opstillet én mølle i den størrelse, nemlig i Tyskland. Nummer to ventes opstillet i nærheden af fabrikken i Brande. De mest solgte Bonus-møller har en kapacitet på 1,3 MW.

Der ligger en betydelig reklameværdi i at få opstillet sine møller lige ud for hovedstaden, men møllerne sælges på fuldt forsvarlige økonomiske vilkår, og Bonus tjener penge på projektet, forsikrede Palle Nørgaard.

Virksomheden fordoblede i seneste regnskabsår sin omsætning fra 735 mio. kr. til 1,5 mia. kr. og er selvfinansierende, helt uden bankgæld, oplyste Palle Nørgaard. Bonus' vigtigste marked er Danmark og resten af Europa, og fabrikken skal desuden levere møller til Japans første vindmøllepark - hvorved det nationale firma Mitsubishi er blevet slået på hjemmebane.

Formanden for Middelgrundens Vindmøllelaug, Erik Christiansen, sagde, at projektet er så velundersøgt, bl.a. med assistance fra Elkraft og SEAS, at næsten hver en møtrik er vendt og vurderet.

- Havmølleparken bliver et meget flot syn, og der er tale om et betydeligt folkeligt islæt i energiforsyningen. Der er grund til at ønske København til lykke med endnu en attraktion, erklærede han.

Der er til dato solgt omkring 33.000 af de nødvendige 43.000 anparter a 4250 kr. i laugets 10 møller, så private har stadig mulighed for at investere i bæredygtig vindenergi. Møllerne ventes at have en levetid på 25 år. Rentabiliteten vil afhænge af afregningsprisen for el, men projektet hviler ifølge initiativtagerne på særdeles forsigtige beregninger.

Greenpeace hilser mølleparken på Middelgrunden velkommen.

- Udbygning med vindmøller både på land og til havs er en helt nødvendig forudsætning for gennemførelsen af regeringens plan "Energi 21" og opfyldelsen af vores målsætninger om at begrænse CO2-udslippet, siger energimedarbejder Tarjei Haaland fra Greenpeace.

- Vindmølleparken bliver et herligt vartegn for København med stor signalværdi til alle, som besøger byen, hvad enten de kommer sejlende eller flyvende til København, tilføjer han.

/ritzau/