Barsk kritik af LO
LO skal holde fingrene fra fagforeningernes medlemmer. Medlemshvervning og lønmodtageranalyser hører ikke til blandt hovedorganisationen LO's opgaver. Derimod må LO gerne levere juridisk bistand, internationalt arbejde og diverse overordnede politikker, lyder anbefalingerne i en ny rapport.
Perspektivrapporten er lavet på baggrund en kritisk interessentundersøgelse af konsulenter fra PLS Rambøll Management. Konsulenterne har spurgt 100 nøglepersoner, arbejdsgivere, embedsmænd og politikere om deres holdning til LO. Rapporten viser, at LO er i identitetskrise. Konklusionerne er bl.a., at LO og de 20 medlemsorganisationer nærer dyb mistillid til hinanden, at det faglige er arbejde er præget af ineffektivitet, og at der mangler fælles fodslag blandt medlemmerne af organisationen. I stedet har mange forbund travlt med magtmanifestationer over for deres medlemmer. Dermed får interne stridigheder om bl.a. medlemsgrupper LO-forbund til at slås om medlemmer frem for at slås for medlemmerne.
På den dystre baggrund anbefaler konsulenterne, at der indføres en klarere arbejdsdeling mellem LO og forbundene. Det vil både styrke LO, forbund og det enkelte medlem.
»Det er en udmærket ide, hvis LO tager arbejdsfordelingen mellem forbundene og LO op til debat,« konstaterer formanden for Dansk Metal, Max Bæhring, som ikke ønsker at kommentere rapporten yderligere.
Det er der heller ingen andre, der vil i LO-forbundenes top eller i LO.
Konsulenterne anbefaler også, at LO-forbundene tager fat på at finde fælles værdier, strategier og visioner for fremtiden. Hvis ikke det lykkes, mister LO fundamentet for en slagkraftig fagbevægelse.
»Det bedste forsvar er et angreb på sig selv. Derfor skal der dyb selvransagelse til i LO og i forbundene. Og LO skal til at sætte en masse ting i gang, hvis man skal ud af dette dødvande på en fornuftig måde,« siger Henning Jørgensen, professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet (CARMA).