Fortsæt til indhold
Erhverv

Speget drama på slottet

Det fyger med beskyldninger, injurier og løse påstande, når den fynske kosmetikskoleindehaver Heidi Sommer og hendes fraskilte ægtefælle, godsejeren og forretningsmanden Jens Dinesen slås om værdierne i deres fælles bo. I går skete det gennem advokater ved endnu et af de talrige forberedende retsmøder, som sagen har budt på i Middelfart.

Af NIELS HØJLAND

Senest har Jens Dinesen overrumplet sin fraskilte hustru ved at blive online-registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som direktør i parrets fælles selskab Rosenskjold Aps. Derved fik han rådighed over ekshustruens bolig, slottet Rosenskjold, der er vurderet til 24,5 mio. kr., og som han omgående har solgt videre til sig selv for 16 mio. kr.

Derudover nåede han som en slags formalitet at få tinglyst et ejerpantebrev på tre mio. kr. i ejendommen, inden fogedretten i Århus fredag i sidste uge, forbød al yderligere disponering i boet, indtil bodelingen en gang er gennemført. Fogedrettens afgørelse er kæret til landsretten, og Jens Dinesen fastslår, at den ikke har retsvirkning for de dispositioner, han allerede har nået at gennemføre.

Ved retsmødet i Middelfart i går skulle retten tage stilling til, om Heidi Sommer i det hele taget er berettiget til at fremkomme med påstande i sagen.

Moltke-Leth involveret

Registreringen af direktørskiftet i Rosenskold Aps er sket via det københavnske advokatfirma Moltke-Leth, fordi Jens Dinesens egen advokat, Jesper Anhøj, Svendborg, ikke selv har direkte online-adgang til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Transaktionen fandt sted den 14. juni sidst på dagen uden nærmere dokumentation og umiddelbart efter en generalforsamling dagen før, hvor Heidi Sommer og hendes advokat Karoly Németh ikke var til stede.

Straks efter registreringen og salget af selskabets ejendom, slottet Rosenholm, der også er ekshustruens bolig, indgik Jens Dinesen som ny ejer en 30-årig uopsigelig lejekontrakt med et engelsk selskab ved navn College Administration. Hvis Heidi Sommer skal blive boende, skal hun betale en pris svarende til, hvad det engelske selskab skal betale, nemlig 150 kr. pr. kvadratmeter for hele slottet eller 9000 kr. om måneden for boligen og 31.000 kr. om måneden for erhvervsdelen, oplyser Jens Dinesen.

»Det er slut med at være flink. Nu må hun sammen med sin nye ven og samlever betale hvad det koster, hvis de vil blive boende,« siger Jens Dinesen til Jyllands-Posten. Han henviser til, at Heidi Sommer og hendes samlever har boet på slottet de seneste fem år uden betale husleje, samt til at han ikke uden videre vil affinde sig med et krav fra ekshustruens advokat Karoly Németh om indbetaling af 1,2 mio. kr. som kapitalforhøjelse i selskabet for at dække manglende husleje og forbrug på ejendommen.

Heidi Sommer siger til Jyllands-Posten, at hun selv har betalt ejendommen Rosenskjold Slot for at anvende den som kosmetikskole og for at dyrke rosenblade til sin kosmetikvirksomhed. Ved skilsmissen ejede hun halvdelen af anparterne i ægtefællernes fælles selskab, hvor hun også var direktør.

Hun erfarede først om eksmandens transaktioner via Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, da hun af Told & Skat blev gjort opmærksom på, at selskabet havde skiftet adresse til Jens Dinesens advokat i Svendborg. Hendes advokat Karoly Németh konstaterede i går overfor dommer Lis Hævdholm i retten i Middelfart, at de rettigheder, som Jens Dinesen havde tiltaget sig, er blevet til ved plat og svindel.

Foreløbig verserer der over 20 sager af forskellig karakter i forbindelse med Heidi Sommer og Jens Dinesens skilsmisse. I den aktuelle sag træffer dommer Lis Hævdholm en afgørelse den 15. oktober. Desuden har dommeren i Middelfart sendt sagskomplekset til politimesteren med opfordring til at undersøge omstændighederne nærmere.

niels.hoejland@jp.dk