Fortsæt til indhold
Erhverv

Siemens køber danske Bonus

Den tyske industrigigant Siemens køber den danske vindmøllekoncern Bonus Energy A/S og går dermed ind på det voksende marked for vindenergi.

Af PETER F. GAMMELBY

Bonus Energy, som ejes af fabrikant Peter Stubkjær Sørensen, er en af verdens førende producenter af offshore vindmølleparker. Koncernen omsætter for 2,2 mia. kr. om året og beskæftiger 750 medarbejdere.

Siemens' energidivision, Siemens Power Generation, venter at have gennemført handelen i begyndelsen af december, forudsat at Konkurrencestyrelsen godkender købet.

Bonus Energy har hovedsæde og møllefabrik i Brande og produktion af møllevinger på en ny fabrik i Aalborg.

Siemens Power Generation opretter en ny division, Wind Power, som får basis i Brande.

Om handelen udtaler Bonus Energys adm. direktør, Palle Nørgaard:

»Markedet kræver stadig mere omfattende og komplekse løsninger. Vi har allerede udført betydelige forsknings- og udviklingsaktiviteter for at fremme vores teknologi, og nu, hvor vi bliver vindkraftafdelingen i Siemens Power Generation, der er verdens førende producent af energiteknik, er jeg sikker på, at vi kan fastholde positionen som en af markedslederne inden for den globale vindmølleindustri. Jeg er derfor overbevist om, at vores fælles fremtid sammen med Siemens ser lys ud i dette lovende marked.«

Chefen for Siemens Power Generation, Klaus Voges, understreger, at koncernen skal udnytte alle energikilder for at kunne dække verdens stigende energibehov pålideligt, lønsomt og miljømæssigt forsvarligt.

»Vindenergi vil blive en vigtig del af denne energipulje. Vi er overbevist om, at vi i Bonus Energy A/S har fundet den optimale partner inden for dette vækstområde. Vi kan bygge videre på Bonus' avancerede teknologi og på de dygtige og motiverede medarbejderes ekspertise. Sammen med Siemens finansielle styrke og globale salgs- og marketingsaktiviteter vil dette åbne helt nye og lovende veje for vores forretning og dermed også for de ansatte hos Bonus Energy A/S,« siger Klaus Voges.

peter.gammelby@jp.dk