Asschenfeldt: "Jeg er rig nok"

Han er kendt som den farverige, lidt overgearede playboytype. Men i virkeligheden er Peter Asschenfeldt dybt konservativ - grænsende til det kedelige.

Altså når han investerer. Og det gør Peter Asschenfeldt i stor stil.

Rigmanden bruger et par timer hver dag på at pleje formuen og holde sig ajour på aktiemarkederne, og han fortæller gerne om sit syn på formuepleje og investering. Åbenhjertigheden er iøjnefaldende. Dog ikke på ét punkt. Når man spørger om, hvor rig velhaveren er, klapper han i.

»Jeg er rig nok,« kommer det med et afvæbnende smil.

Vi møder Peter Asschenfeldt på kontoret i hjertet af København, som både har kunst på væggene, en fladskærm i størrelse oversize og B&O-anlæg.

En ansat kommer med tre krus kaffe fra den nærmeste kaffebar, og da Peter Asschenfeldt dukker op, fjerner han en Korean Ginseng Wine fra skrivebordet, og interviewet går i gang.

Der er ingen tilfældigheder over Peter Asschenfeldts handlinger, når han bevæger sig ud på de finansielle markeder.

En klar strategi

Han har en klar strategi, både når han investerer firmaets penge, sine private midler og pensionsopsparingen, som har en anseelig størrelse, og er »fyldt helt op« med aktier.

På aktiemarkederne er nøgleordet spredning af formuen for at minimere risikoen. Der er 37 forskellige selskaber i porteføljen, og tommelfingerreglen er, at en position ikke skal udgøre mere end 2,5 pct. af den samlede aktieformue.

Kun én dansk aktie har fundet vej ned i porteføljen. Det danske marked er ganske enkelt for dyrt.

»Jeg har Danske Bank... Straarup er dygtig,« konstaterer Peter Asschenfeldt.

Det synes han egentlig også, at Mærsk McKinney-Møller er. Alligevel er rederigiganten ikke en del af porteføljen.

»Jeg kan ikke gennemskue virksomheden. Mærsk er ekstrem dygtig, men virksomheden bliver drevet på en anden måde, efter at han er væk. F.eks. er gælden vokset kolossalt meget. Det er ikke min stil,« siger Peter Asschenfeldt.

En aktie til datteren

Aversionen rækker dog ikke længere, end at han har foræret en A. P. Møller-aktie til sin otteårige datter.

»Hun køber én aktie om året og skifter aldrig ud i porteføljen, men har været meget dygtig til at investere. Hun købte A. P. Møller til godt og vel 20.000 kr. (kursen er 52.000 kr. nu) og France Telecom til kurs 18 sidste år (ligger nu i kurs 22). Jeg ved ikke, hvad hun skal købe i år, men kunne forestille mig, at det bliver en medicinalaktie,« siger den stolte fader.

Dermed er vi henne ved næste nøgleord for Peter Asschenfeldt, som bruger ca. to timer om dagen på at følge aktiemarkedet med internettjenesten Yahoo som det primære arbejdsredskab.

»Egentlig er det meget simpelt. Man skal købe billigt og sælge dyrt. Det vil sige, at man skal købe det, de andre ikke vil have, - hvis bare kvaliteten er i orden. For tiden tror jeg på defensive aktier. Jeg kan virkelig godt lide medicinalaktier som AstraZeneca, Pfizer og Eli Lilly,« siger Peter Asschenfeldt.

Sidstnævnte har han endnu ikke investeret i, men den er med på hans observationsliste, der omfatter 29 europæiske og 62 amerikanske kandidater til porteføljen.

De aktier bliver fulgt lige så tæt, som dem han har sat penge i. Indtil videre er kun én amerikansk aktie, Pfizer, fundet værdig til porteføljen, men det vil nok snart ændre sig, for Asschenfeldt vurderer, at dollarkursen snart rammer bunden, og at det derfor bliver muligt at tjene penge på det amerikanske marked også som dansk investor.

»Jeg begynder snart at være køber til amerikanske aktier. Dollaren skal måske yderligere 6-7 pct. ned, men så tror jeg også, at den bunder,« siger Asschenfeldt, mens han tegner en blødt nedadgående kurve i luften med pegefingeren.

Den snusfornuftige tilgang til aktiemarkederne betød, at Peter Asschenfeldt ikke havde penge i it-aktier, da den branche var ombejlet omkring årtusindeskiftet.

»Jeg har altid været dygtig til det med aktier, og jeg tjente penge selv i 2001. Ikke ret meget, men jeg tjente penge,« bedyrer han.

Teleaktier udgør ca. 15 pct. af den samlede portefølje - og vægter dermed lige så tungt som medicinalaktier. Asschenfeldt gik ind i telesektoren i 2006, da han mente, at kurserne var nede på et tilpas lavt niveau.

»Jeg kom skævt ind i Deutsche Telekom og France Telecom, men teleaktierne er alle sammen i pengene nu - på nær Telecom Italia. Men nu køber jeg ikke flere teleaktier, for de er kommet højt op,« siger Peter Asschenfeldt.

Stamme på 30 aktier

Der er en stamme på ca. 30 aktier i porteføljen, som han har så stor fidus til, at de altid vil udgøre byggeklodserne. Men han sælger jævnligt ud også af byggeklodserne - eller køber yderligere op - hvis han synes, at kursen har nået et urealistisk højt eller lavt niveau.

F.eks. solgte han ud af sine olieaktier sidste år, men er nu ved at være klar til at købe op igen.

»Jeg vil gerne have Statoil ned i kurs 145, så er jeg virkelig køber. Jeg sidder med fingeren på aftrækkeren og afventer. Olieaktier hører hjemme i enhver portefølje,« siger Peter Asschenfeldt og kigger over på fotografen.

»Har du en ratepension,« spørger han.

»Ja.«

»Har du olieaktier?«

»Nej«

»Det skal du have. Og de skal udgøre 10-15 pct. af formuen. Hvis olieprisen stiger, tjener du penge på dem, og falder olieprisen, tjener du penge på de andre aktier. Så de virker stabiliserende. Men køb kun de store, solide selskaber som Eni, Statoil eller Shell. Ikke et eller andet lille, ukendt firma. Heller ikke selv om din bankrådgiver måtte mene, at det er rigtig godt,« forklarer han.

Hvad med Vestas, spørger fotografen. Det skulle han ikke have gjort.

»Vestas Nej. Ud af den. UD AF DEN. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Det er en boble,« lyder dommen fra manden, som ikke længere tror på, at der ligger nemme hurtige gevinster på aktiemarkederne, som bare venter på at blive samlet op.

»I en alder af 50 år har jeg lært, at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det for godt til at være sandt,« siger Peter Asschenfeldt.

Frie midler i ejendomme

Selv om Peter Asschenfeldt er vild med aktier, synes han dybest set, at de ofte fylder for meget i investorernes bevidsthed - på bekostning af ejendomme, som han finder det mere velegnet at investere i som privatperson med frie midler.

»Aktier er et fuldtidsjob, som jeg kan lide og synes er spændende. Lige som folk læser bøger om haver, læser jeg bøger om firmaer. Jeg synes, det er hyggeligt. Men aktier giver stress. Trust me. Og hvis man ikke har lyst til at bruge en masse tid på at pleje formuen, er det bedre at investere i tyske ejendomme. De giver et fornuftigt afkast og en værditilvækst hvert år,« argumenterer Peter Asschenfeldt.

Halvdelen af hans frie midler er investeret i ejendomme. Den anden halvdel står i kontanter - og venter på, at de rigtige, attraktive ejendomme kommer til salg.

Faktisk tror Peter Asschenfeldt så meget på ejendomsmarkedet, at han har oprettet et ejendomsselskab, som opererer i Tyskland og England. Det henvender sig til danskere med høj nok løn til, at de betaler topskat - idet skatteelementet er en af gulerødderne ved den type investering.

Hans personlige ejendomsinvesteringer kører via selskabet Asschenfeldt Invest A/S.

»Jeg er storkøber af alt, hvad jeg kan komme i nærheden af i Tyskland, hvis det lever op til mine krav om enten af ligge i gågaden eller have et supermarked som lejer,« siger Peter Asschenfeldt.

Gågader giver en stor sikkerhed, idet genudlejning er nemmere, når beliggenheden er i top, mens supermarkedsejendomme handles til en rabat på op imod 20 pct., fordi de er sværere at genudleje, når kontrakten udløber.

»Jeg har lavet et firma, fordi jeg selv har behov for at investere i afskrivningsberettigede ejendomme. Jeg køber via firmaet, for det er meget kompliceret at handle ejendomme i Tyskland,« siger Peter Asschenfeldt.

Han er ikke i tvivl om, at Tyskland er det mest interessante marked de kommende år, men hvor andre jagter lejligheder i Berlin, går han som udgangspunkt langt uden om den tyske hovedstad.

Byen er bankerot

»Der er over 100.000 ledige lejligheder i Berlin, og byen er bankerot med en stor arbejdsløshed. Berlin er superundervurderet, men jeg vil hellere placere mine penge i den rige del af Tyskland som München, hvor man kan tjene penge næste år, end i Berlin, hvor man kan tjene penge om 10-15 år,« siger Peter Asschenfeldt.

Det er ikke bare et hurtigt skud fra hoften. Berlin har været oppe at vende på et møde blandt partnerne i hans ejendomsselskab, men mødet faldt ikke ud til byens fordel.

»Den værste historie, jeg har hørt om Berlin, er, at ejendomsbesiddere tager subsistensløse ind fra gaden og giver dem et tv, mod at de skriver under på en lejekontrakt, så det over for mulige købere ser ud, som om lejlighederne i komplekset er lejet ud,« siger Peter Asschenfeldt.

Den slags historier kombineret med et europæisk ejendomsmarked, hvor priserne har været støt stigende i en årrække, betyder, at man som investor skal være forsigtig.

»Jeg vil tro, at vi købte for en mia. kr. i Tyskland sidste år, men vi kiggede på ejendomme til en værdi af 15-20 mia. kr. for at finde de ejendomme. I England købte vi én gågadeejendom hele sidste år. Det var alt, hvad vi kunne finde, som levede op til vores krav,« siger Peter Asschenfeldt.

Danmark er for dyrt

I Danmark er det ikke svært at finde investeringsejendomme. Heller ikke i gågaderne. Men det danske marked har ingen interesse for Peter Asschenfeldt.

»En lejer betaler 700 kr. pr. kvadratmeter for gågadeejendommen i England. I Køge betaler man over 3.700 kr. pr. kvadratmeter. Så er det uinteressant. Jeg begyndte at sælge ud af mine danske ejendomme for halvandet år siden, og siden april sidste år har jeg ikke ejet andre end den, hvor mit firma ligger,« fortæller han.

Selv om meget af dagen går med ejendomsvirksomheden og aktieinvesteringerne, er der tid til én fritidsinteresse.

»Som 50-årig bliver man enormt selektiv med hensyn til, hvad man vil bruge sin tid på. Jeg kan lide at arbejde med ejendomsinvesteringer og aktier, og så har jeg en hobby, der hedder musik. Så har du sådan set mit liv,« siger Peter Asschenfeldt, som er sanger og spiller keyboard i et band.

»Vi spiller rock,« fortæller han.

Og selv om det er en hobby, kan man jo godt forsøge at gøre en forretning ud af det.

»Når jeg er kommet længere med mit ejendomsselskab, bliver det næste selskab, jeg skal lave, et musikselskab,« siger iværksætteren.