Fortsæt til indhold
Erhverv
Opdateret

Nvidia er blevet 2600 milliarder mindre værd efter topchefs affære

De amerikanske virksomheder Apple og Microsoft er begge mere værd end Nvidia efter sag om mulig spion.

/ritzau/
Jensen Huang. Foto: I-Hwa Cheng.

Chipproducenten Nvidias markedsværdi er siden weekenden skrumpet med mere end 400 milliarder dollar.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

I weekenden erkendte topchef Jensen Huang, at han havde haft en affære med en forretningskvinde, der ifølge New York Times er mistænkt for at være kinesisk spion.

Sagen har betydet, at Nvidia tirsdag er dykket til kun at være verdens tredjemest værdifulde selskab.

Aktiekursen dykkede med fire procent mandag. Tirsdag tog aktien et nyt fald og var nede med over fem procent ved børsluk ifølge finansmediet CNBC.

Tabet svarer til, at Nvidia er blevet mindst 2600 milliarder kroner mindre værd siden weekenden, og at både amerikanske Microsoft og Apple nu er mere værd.

Til sammenligning er det danske statsbudget i år på 1009 milliarder kroner. Det fremgår af finansloven for 2026.

Nvidia oplyste søndag, at selskabets bestyrelse ikke har grund til at tro, at USA’s nationale sikkerhed eller Nvidias forretningshemmeligheder er blevet kompromitteret som følge af forholdet mellem Jensen Huang og kvinden, som hedder Alice Huang.

Jensen Huang støtter undersøgelsen fuldt ud og har forpligtet sig til at samarbejde med den, lød det fra selskabet.

Han vil fortsat stå i spidsen for Nvidia, mens undersøgelsen foregår.

Tirsdag har Nvidias bestyrelse ifølge mediet NBC annonceret, at det er advokatfirmaet Wachtell, Lipton, Rosen & Katz, som skal stå for undersøgelsen.

Mediet skriver, at det er et signal om, at bestyrelsen ikke ønsker, at undersøgelsen blot skal være en blåstempling af Jensen Huangs handlinger.

Jensen Huang, som i dag er 63 år, var med til at stifte Nvidia i 1993.

Alice Huang er tidligere chef i selskabet Megaspeed, der ligger i Singapore og køber chips af Nvidia.

Myndigheder i USA har gransket Megaspeed på grund af en mistanke om, at selskabet hjælper det kinesiske styre med at få adgang til avancerede chips, som der er forbud mod at sælge til Kina.

Chipproducenter som Nvidia producerer de chips, der leverer computerkraft til at køre tjenester inden for kunstig intelligens.