Fortsæt til indhold
Erhverv

Dansk landshold skal dyste om at blive Europas bedste hackere

Tyske Bochum danner de kommende dage rammen om EM i cybersikkerhed, hvor Danmark stiler efter en førsteplads.

De kommende dage dyster flere end 400 europæiske unge mod hinanden om, hvem der er bedst til at finde sårbarheder på hjemmesider og hacke sig til fortrolige oplysninger.

Det sker ved europamesterskabet i cybersikkerhed, der i år bliver afholdt i den vesttyske by Bochum fra mandag til fredag.

Det danske cyberlandshold, der består af 10 unge danskere, er rejst syd for den danske grænse for at deltage i mesterskabet, hvor de sidste år sikrede sig en sølvmedalje.

I år er ambitionerne højere, lyder det fra landstræner Jens Myrup Pedersen, der er professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet.

»Rent teknisk er holdet i år helt på toppen. De er vildt gode til at samarbejde, og de har viljen til at kæmpe for og med hinanden,« siger han i en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet.

Europamesterskabet er for unge hackere mellem 14 og 25 år. De 10, der er på det danske cyberlandshold, har deltaget i det danske mesterskab i cybersikkerhed i maj og er siden blevet udpeget til at komme på landsholdet.

Det danske landshold blev oprettet af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i 2017 for at udvikle it-talenter til at håndtere den stigende cybertrussel i Danmark. Derudover støttes det af en lang række andre aktører som Industriens Fond og flere universiteter og europæiske organisationer.

De seneste fem år er det danske landshold landet blandt de fem bedste i Europa til mesterskabet. For fire år siden – i 2022 – fik landsholdet en guldmedalje hjem, som de også håber på i år.

Selve turneringen i Tyskland udkæmpes over to kampdage. Første kampdag skal holdet bl.a. finde information i sårbare apps, websider eller netværkstrafik.

På anden kampdag skal landsholdet forsvare en server, mens de selv skal angribe og forsøge at udnytte de øvrige holds servere.

Selv om EM i cybersikkerhed blot er en konkurrence, har det også en større betydning, siger Malene Stidsen, der er programchef i Industriens Fond.

»Dagligt udsættes dansk erhvervsliv for hackerangreb, og for at ruste virksomhederne mod digitale og hybride angreb er der brug for dygtige talenter inden for cybersikkerhed,« siger hun i pressemeddelelsen.

Hun påpeger, at der heldigvis er en bevægelse i gang, hvor fællesskabet omkring landsholdet og det danske cybersikkerhedsmiljø udvikler sig positivt.

»Det betyder, at flere unge dygtiggør sig på området og på sigt kan hjælpe virksomhederne med at stå stærkere,« tilføjer hun.

Næste år er det Aarhus, der skal danne rammen om det europæiske mesterskab i cybersikkerhed.